tirsdag den 16. juli 2013

Fra Hué til Saigon med blod på tanden og krudt i røven


Vi skruer tiden en dag tilbage, i forhold til sidste blogindlæg, og indrømmer en lille løgn. Der er ikke nogen af os der vil gøre os kloge på ordsprog, men ifølge egne overbevisninger er en lille hvid løgn bedre end en moders søvnløse nat. Det rimer ikke og i sagen kan det jo sådan set være begge forældre der er nok så bekymrede. Vi regner med de fleste er med på hvad vi mener lige omkring nu. Nå, men den lille hvide løgn, som måske mere end at være en løgn var en omgang af sandheden, er at vi købte motorcykler i Hué. Der skulle fart på nu. Oplevelsen af tog havde indtil nu været vældigt magelig, hvorimod samme med bus havde været til skræk og rædsel for os alle. Der er ingen måder at komme uden om at vietnamesiske busser er beregnet til vietnamesere.

Efter den tidligere omtalte DMZ-tur og en ordentlig overhaling af alle motorcyklerne hos den lokale, halvfulde og meget glade mekaniker forlod vi Hué med blod på tanden og krudt i røven. Vi nåede dog ikke meget længere end 500 meter før det lykkedes Frede Hans at brænde sig på en af udstødningerne. Det har altid stået klart for os at det ville ske – for os alle – ubetinget. Men alligevel, manglen på erfaring på en motorcykel viste lige tænder her og gav et vink med en flagstang. Fra Hué havde vi omkring 140 km til næste stop; skrædderbyen Hoi An. Hvis man nogensinde har bevæget sig i Sydøstasien og specielt Vietnam vil man vide, at en tur langs Highway 1 ikke er for børn. Heldigvis er vi jo fandens modne og havde på daværende tidspunkt masser af erfaring på vores nyligt købte Honda Win’s, så 140 km i verdens måske travleste land var på ingen måde en udfordring. Selvom vejene i Vietnam er yderst trafikerede og som regel i dårlig stand, findes der små momenter af ubeskrivelig skønhed. Hai Van-passet er en af disse. Dette vidunderlig stykke vej ligger mellem Hué og Da Nang, på vej til Hoi An, og består af 33 km’s bjergkørsel, kombineret med en helt igennem fantastisk udsigt. Samtidigt fik vi på den måde givet vores motorcykler en eksamen i bjergkørsel, som alle cyklerne i første omgang bestod med pompt og pragt.


Ved ankomsten til Hoi An opstod de første af mange problemer så med Frede Hans’ motorcykel. Vi fandt i samme instans ud af, at motorcykelkørsel er lig med ondt i bagdelen og de omkringliggende områder. Opskriften hedder grundig hudpleje i undervognen og ingredienserne er masser af cocoabutter-creme. Et ømt syn men en nødvendighed. I samme vingetag kan vi da lige åbne for krukken med diskussioner som, set i bakspejlet, egentligt var den moderne pandang til Brokeback Mountain og som lød på om hesten ikke kunne løbe hurtigere hvis benene lige fik en skraber. Det blev ved snakken ligesom de homoseksuelle undertoner.
Det eneste egentlige formål med vores tur til Vietnam var jo at få skræddersyet en røvfuld jakkesæt, så vi kan komme tilbage til Vietnam og opføre os arrogant. Hoi An, der bliver omtalt som ”Vietnams Skagen”, satte scenen for dette mål. Her blev der i den grad taget mål, rettet til og hyggesnakket med de vietnamesiske skræddere i en lille uges tid før alle var tilfredse med tøjet. Frede Skjold fik, af en vietnamesisk dommerkomité, sin popo udnævnt som den flotteste i et jakkesæt og så skulle vi videre sydpå.

De næste tre dage fik vi kørt over 500 km med to overnatninger på hoteller og i byer, hvor ingen snakkede engelsk. Her fik vi alligevel en over nakken med oplevelser, der bl.a. byder på flere motorproblemer hos Frede Hans, en fantastisk solopgang og en ”bounty-strand” uden lige. Turen mellem Hoi An og festbyen Nha Trang, er muligvis også den tur, der bød på de flotteste omgivelser og hurtigste kørsel.

I vanlig stil blev første aften i en ny by fejret med øl og glade dage. Første nat blev dog, for tre ud af fire, skæbnesvanger og disse tre måtte tilbringe lidt tid på badeværelset sammen med deres gode ven Ulrik. Dagen derpå skiftede vi hotel og Frede Hans og Jannik, der startede ud med en ”white russian” til morgenmad, syntes de skulle gentage fornøjelighederne fra dagen før. En beslutning der resulterede i, at endnu en telefon blev stjålet/mistet, og Jannik kunne endelig slippe ud af de sociale mediers skarpe klør. At være offline er jo det nye sort!
En telefon fattigere og humøret i top bevægede vi os mod Nha Trangs største turisthelvede; Vinpearl Land. Dette er en ø, der er blevet bygget om til en forlystelsespark, resort og vandland. Sidstnævnte gjorde at unge mænd blev til små børn og 8 timer i træk, kun med en lille frokostpause, blev brugt på at løbe op ad trapper og rutsje ned af vandrutsjebaner. Sidste dag i Nha Trang blev brugt på en båd, hvor Christian og Frede Hans dykkede, mens Skjoldager og Jannik snorklede og fik slikket en masse sol. Dernæst skulle vi, for første gang siden Hué, væk fra kysten og ind i landet.

Turen til Da Lat blev den hidtil hårdeste test for både vores motorcykler og humøret. Turen var ikke på mere end 140 km, men regn, kulde og 100 km bjergkørsel gjorde turen til en udfordring. Især Frede Hans’ motorcykel brød sig hverken om vejret eller de stejle stigninger.  Efter fire ”breakdowns” til Fredes motorcykel ankom fire gennemblødte og frosne fyre til Da Lat.
Da Lat er en by med mange muligheder for at dyrke ekstremsport og få  gang i adrenalinen. Et paradis for 4 drengerøve - derfor kastede vi os, med hud og sjæl, ud i 18 huller golf… Dette event blev turens hidtil dyreste og psykisk hårdeste oplevelse. Vi er alle habile inden for gentleman-sporten minigolf, desværre hjalp dette ikke meget. Det blev et langt og regnfuldt spil – fyldt med skæve slag, ikke-ramte bolde og masser af huller i græstæppet på Vietnams bedste golfbane anno 2009. Selvom vi alle lå en smule over 72 slag på de 18 huller,  havde vi en fremragende dag, med 4 søde caddies i lige omkring 6 timer.
Aftensmaden stod på kongekobra og slangeblodsvodka + et mistet kreditkort af en sulten hæveautomat. Vi fik det tilbage dagen efter.


 Dansker kvæstet på MC i bjergene på vej til paradis…
Sådan kunne en overskrift have lydt i den danske presse, hvis et styrt på en lille bjergvej mellem Da Lat og Mui Ne var endt anderledes end det gjorde. Heldigvis endte både Jannik og cykel med få skrammer, et lettere hævet knæ og en stor forskrækkelse til os alle fire.
Cykelturen fra Da Lat havde bragt en kende uheld med sig i form af styrt og selvfølgelig endnu et motorproblem til Frede Hans, der gjorde at han måtte trille 8 km ned af bakke. Derfor følte vi, at det var tid til forkælelse og dermed endte vi i en kæmpe penthouse lejlighed i første paket med fuld ocean view.                                                                                                                                  
  De næste 4 dage skulle stå på afslapning og solslikkeri af værste skuffe. I vores verden, er dette en sportsgren på niveau med golf - i hvert fald arbejder man med hvilepuls i begge sportsgrene. Ligesom golf skal man ALDRIG gå ned på udstyr. Sololie, Speedo’s og selvironi blev købt ind til denne 4-dags turnering. Skjoldager måtte desværre trække sig efter første runde med en rødme, der gjorde, at han ikke kunne fortsætte i turneringen. Anden runde blev en hviledag, da vi besluttede os for at spille tennis. De resterende dage i Mui Ne stod på afslapning, god mad og sangria til op over begge ører – ja, penge er ikke noget vi snakker om, og efter denne tur er det heller ikke noget vi har.


Saigon, Ho Chi Minh City, kært barn har mange navne. Fra Mui Ne havde vi 210 km til vores sidste destination, i hvert fald på motorcykel. Igen fik vi Vietnams regntid at føle, dog kom vi frem med humøret højt og helbredet i behold, til trods for en punktering kun få kilometer inden byen. Ho Chi Minh City er ligesom mange andre byer meget opdelt, hvad bybilledet angår. Området hvor vores sind og pengepung førte os hen, er et område med masser af farver og fart på. Det er i og for sig fint nok. Her er masser af backpackere og engelsktalende Vietnamesere men samtidigt letpåklædte kvinder der tilbyder massage efter 22. Det endnu kun blevet til et høfligt nej tak og det forbliver også sådan. Mest af alt opleves denne bydel som HCMC’s Roskildefestival. Her er der mulighed for at vælte sig i sprut, damer og masser af euforiserende stoffer. Vi har dog fået rigeligt af anmassende vietnamesere med flere forsyningsmuligheder end på Birkerød Kræmmermarked og Christiania til sammen.

Motorcyklerne havde tjent deres pligt nu og selvom det var med vemodighed, satte vi dem til salg allerede få timer efter ankomst til Ho Chi Minh City. Det blev ikke til et salg første dag, selvom vi allerede der fik både seriøse og useriøse bud på cyklerne. Dagen derpå gik vi derfor lige på og hårdt, og inden dagen var omme havde vi sgu solgt dem.  Som rejsende i et land som Vietnam lærer man hurtigt mottoet ”Go kregler or go home”, så på bedste jydemaner fik vi talt os til en god pris. Både pengene og kreglerevnerne fra den førnævnte handel er også kommet os til gode på det sidste, hvor vi har fået shoppet os til stensikker overvægt i kufferterne og endnu engang en pengepung, der minder om den danske statskasse.

Cambodja tur/retur på 3 dage
Vi var allerede her begyndt at sælge ud af læderet i pengepungene, men besluttede os alligevel for at vejen skulle runde Cambodja. Med endnu en rædselsfuld bustur i udsigt, lagde vi os natten mellem den 11. og 12. til rette i en bus der skulle køre os til Cambodja. Vi var blevet lovet 15, men det blev til 20 timer før vi endeligt ramte Siem Reap. Vi havde knapt nok checket ind, før vi havde en aftale i hus med en lokal tuk tuk-chauffør, som den følgende dag ville vise os tempelbyen Angkor Wat. Det blev til hele pakken, så chaufføren hentede os kl. 5 om morgen, så vi kunne nå at se solopgangen ved et af templerne. Dagen stod på masser af sved, flotte tempelbygninger og lækre fotos.
Som overskriften også fortæller skulle vores færden i Cambodja gerne gå lidt kvikt, så allerede samme aften tog vi en bus længere Sydpå, til Cambodjas hovedstad, Phnom Penh.
Vi ankom den følgende morgen i Phnom Penh uden meget søvn. Faktisk havde Frede og Frede næsten ikke sovet hele natten så vi måtte lige hive os selv lidt i nakken for at komme af sted. Af en eller anden grund ville alle khmererne gerne have os til at skyde med våben. Vi sagde pænt nej tak, af flere årsager. En af dem, det moralske aspekt i at stå og skyde med rifler lige ved siden af en af de tidligere udryddelseslejrer fra Pol Pots regime. I stedet så vi udryddelseslejeren med en guidet audiotour i ørene. Skrækkelig historie, men meget interessant.
Vi havde fået nok af busser og besluttede os derfor at fange en pirattaxa fra Phnom Penh til den vietnamesiske grænse.
En vietnamesisk grænseovergang er ikke altid det fedeste, især ikke hvis søvnoverskuddet er ikke-eksisterende. Det er der heldigvis råd for. 15 $ til grænsebetjenten gjorde lige pludseligt ventetiden væsentligt kortere. Vi støtter ikke korruption som sådan, men det kan sgu egentlig være en meget god ting i nogle situationer. På den anden side fangede vi endnu engang en mand med eget taxaselskab og satte kursen mod Ho Chi Minh City.


Metaforisk opsummering, udarbejdet af ordblinde danskere med meget få mentale midler til rådighed…
Vi er nu, efter 24 timers intens shopping, løbet mere end bare tør for både penge og nok også lyst til mere Vietnam. Vi glæder os til at komme hjem – ikke fordi vi er trætte af hinanden eller livet som rejsende – men mor laver alligevel også god mad og vennerne fortæller bedre jokes end vietnameserne… Når vi ser tilbage på turen, vil vi i den grad huske Vietnam som et land med fart på, en befolkning af kreglere og en fantastisk oplevelse. Vi har grint, svedt og drukket os gennem mere end 1000 km, 3 lande og trafikpropper lig hvad man ser på film. Vi har fået nye venner, vi har skændtes og vi har sloges. Vi har opført os dårlig, fortalt politisk ukorrekte jokes og repræsenteret den danske ungdom fra sin bedste og værste side. Vi har danset til hofterne gik af led og telefonerne fløj ud af lommerne og i hænderne på vietnamesere med lange fingre. Vi har sgu egentlig haft det meget sjovt… Vi ses på flipsiden.





søndag den 30. juni 2013

Vietnam-nam!


Efter tyve timer undervejs ankom Christian og Jannik til Luxury Hotel, Hanoi. Her stod den på fælles-karbad og masser af gensynsglæde. Vi lagde hårdt ud med øl, mad fra et gadekøkken og så ud og opleve Hanois natteliv. Det var i sandhed en fornøjelse at være samlet igen, alle fire. Dagen derpå var mindst lige så mindeværdig, da vi her alle fire officielt sprang ud af skabet og op på massagebriksene, hvor vi blev udsat for full body massage, fod- og ansigstbehandling på i alt fire timer.


Efter blot endnu en dag i Hanoi tog vi videre med nattog til Sapa i det nordlige Vietnam. Byen er kendt for sin høje beliggenhed, smukke omgivelser og fantastiske trekkingmuligheder. Vi så virkelig frem til denne oplevelse, men desværre var der en ikke-engelsktalende vietnamesisk kvinde, der havde sat sig for, at vi ikke skulle med det tog vi havde booket. Efter megen tumult på togstationen og semi-højtråbende danskere fik hun fremskaffet vores billetter “and off we went”.

Sapa var noget helt andet end Hanoi – tempoet faldt, antallet af engelsktalende vietnamesere steg og man kunne alt i alt mærke, at dette var et sted, der var populært blandt eventyrlystne turister. Efter at være ankommet om morgenen, kørt fra foden af dalen op til Sapa og fundet et hotel stod den på morgenmad, afslapning, samt bookning af trekkingtur til den følgende dag.

Vejret i Nordvietnam er på denne årstid præget af nedbør, hvilket resulterer i to ting; fantastisk flot natur, samt utroligt mudrede trekkingstier. Dette bliver hurtigt et problem, når 4 halvstore, halvkluntede danskere skal vandre op og ned, hen og rundt omkring de våde, mudrede rismarker, der pryder Sapa’s bjergskråninger. Med MEGET hjælp fra de lokale landsbyboere ankom vi efter 6-7 timers trekking til vores såkaldte “homestay”- alle meget brune i hud og på tøj. Vores “homestay” bestod af en hytte med madrasser, myggenet og en vietnamesisk familie, der skulle tage sig af os. Her skulle vi spise både aftensmad, drikke den lokale hjemmebrændt, drikke endnu mere af den lokale hjemmebrændt og åbenbart gå halvfulde i seng, inden vi stod op til lækker morgenmad. Dag to i trekkingområdet var noget mildere ved os, da den kun stod på et par kilometers gang langs en semi-asfalteret vej, forbi et kæmpe vandfald og så en hurtig frokost inden vi blev kørt tilbage til hotellet.



Tilbage i Hanoi, dagen efter, var vi sultne på flere oplevelser, men måtte vente 24 timer yderligere, før vi drog mod Ha Long Bay. Ha Long Bay er et af verdens syv naturlige vidundere og byder på enorme naturskabte kalkstensøer, dybe grotter og turkisblåt vand så langt øjet rækker. Det er det perfekte sted til at afkoble fra Hanoi’s travle liv…

Eller skrue tempoet yderligere OP!
Som nogle måske ved, kan vi sgu egentlig godt lide alkoholiske drikke, masser af dans og generelt være rimeligt højtråbende. Gennem Hanoi Backbackers Hostel blev vi en del af 49 turister, der blev sejlet til deres egen lidt party-ø, hvor vi havde to overnatninger. Denne tur er uden tvivl værd at berette om og i den grad noget man bør prøve hvis man kommer på disse egne. Desværre er dele af turen gået tabt i vores hukommelse, men vi prøver alligevel at opsummere de hidtil vildeste 72 timer af vores unge liv.

Vi startede morgenen med at fejre Christians fødselsdag, ganske vist en dag for tidligt, men vi vidste ikke om vi fik muligheden pa øen. Dernæst tog vi mod Hanoi Backpacker Hostel og derfra videre i bus til bugten. Mange af de 49 medrejsende var plaget af tømmermænd fra dagen før, så den 4 timers tur blev for det meste brugt på at sove, samt lære hinanden at kende. Men herefter tog det fart. Vi blev smidt på en båd, solen skinnede fra en skyfri himmel og alle var i godt humør. På båden fik vi serveret frokost og havde muligheden for at købe i baren, hvor der selvfølgelig var “happy hour”. Happy-hour, massere af flotte piger og 4 unge drenge fra Danmark, er en perfekt kombination. I hvert fald fik vi i løbet af sejlturen drukket en masse. Vi gjorde et enkelt stop undervejs, hvor vi fik muligheden for at ro i kajak. Efter 30-60 min kajak roning, en masse skænderi og et mindre håndgemæng mellem Christian og Frederik S om, hvis skyld det var, at de ikke kunne sejle lige, kom vi tilbage til båden, for en time senere, at ankomme til øen.   

Ved ankomsten til den såkaldte party-ø blev vi modtaget af 30 andre unge mennesker som var kommet dagen før. Vi fik hurtigt stukket en øl i hånden, drukket den, og fik en ny. Efterfølgende fik vi en kort briefing og drak videre.
Efter en aften fyldt med fest, farver og højtråbende danskere gik vi i seng og vågnede allerede dagen efter kl. 7 pga. varmen. Dag to bød på cirka samme oplevelser, vi nød solen, nød øllene, og Christian blev fejret af hele øen med maner!

Efter vores ø-eventyr måtte vi bruge et par dage foran tv-skærmen før vi var helt på toppen og klar til at rykke videre. Næste stop blev Laos. Vi valgte, til vores fortrydelse en 28 timers bustur fra Hanoi til Luang Prabang. Denne helvedestur bød på vanvidskørsel gennem Laos’ bakkede landskab, dårlig aircondition og en varm temperatur, meget lang ventetid ved grænsen og en chauffør med lange fingre. Sidstnævnte syntes han skulle ”låne” Frede Hans’ høretelefoner, men var alligevel uintelligent nok til at lade dem ligge fremme. Uden de store problemer fik vi dem igen, og 28 timer i dødsbussen var ovre.

Liderlig i Laos!
Laos er i skrivende stund det rareste sted vi har været. Der emmer af venlighed og smilende ansigter, der er en langt mindre stresset atmosfære end i deres naboland, hvorfra vi kom. Vi brugte 3-4 dage i Luang Prabang på at køre lejede scootere, se vandfald og ride på elefanter. Aftenerne blev brugt på bowling med resten af turistbefolkningen i byen. Hvis vi skal nævne et problem med Laos, så er det deres offentlige transport, eller mangel på samme. Det kan ikke lade sig gøre at komme rundt i landet med mindre man er villig til at køre i helvedesbusser eller betale halve formuer for flybilletter. Mættet af Laos-oplevelsen tog vi derfor fra Luang Prabang tilbage til Hanoi.



Vietnam nam igen igen!
Vi er efterhånden blevet rigtigt glade for de vietnamesiske toge og deres dertilhørende soft sleep-kupeer. Denne transportform brugte vi til at komme fra Hanoi, verdens måske travleste sted, til den gamle kongeby Hué. Det er til gengæld en lidt kedelig by. Og for at gøre det endnu kedeligere valgte vi at tage på en guidet 12 timers tur til den demilitariserede zone 100 km nord for byen. Vi fik lov at se en bro, et halvtomt krigsmuseum og nogle tunneller, der blev brugt i Vietnamkrigen. Denne by blev også stedet hvor Frede Hans fik stjålet/mistede sin telefon og han har brokket sig lige siden…



For at spare de eventuelle læsere for at bruge mere tid end højst nødvendigt på dette ikke så velskrevne blogindlæg stopper vi for denne omgang her. Ja mor, vi har det godt og der er ingen der er syge eller kommet til skade. Vi snakkes på flipsiden!



Frede, Frede, Chrille og BatJan…

fredag den 31. maj 2013

Æblemænd


Set i bakspejlet skulle vi måske have tænkt os om, eller i hvert fald skudt vores lyserøde idéer om hvordan et æbleplukkerjob var i sænk, inden vi tog dertil. En længsel efter lidt naturliv og en idé om at sove i en ordentlig seng, overdøvede bare realiteten indtil vi faktisk stod i det. Folk der klager over at deres job i Netto er hårdt og røvkedeligt skal klappe kaje. Æbleplukning er ikke for tøsedrenge. Efter vores hoveder er det der man skiller drengene fra mændene. Om vi er blevet mere mænd af den grund, kan være svært at blive overbevist om, men det sætter sig så småt.

Som aftalt havde vi ringet til Joe (og det er i øvrigt en længere fortælling.. Joe er nevø til en anden Joe, som vi oprindeligt havde kontakt med. Joe, altså ham vi oprindeligt havde kontakt med, laver vin som han eksporterer til bl.a. Danmark, og deriblandt Holte Vinlager som Frederik jo har arbejdet i, derfor kontakten. Ja, han er faktisk tandlæge, og hans vinbusiness er bare lidt mere en sidegeschäft. Ham kommer vi tilbage til! Nå, men vin-Joe havde altså ikke noget arbejde til os og henviste os derfor til sin nevø, Joe, æble-Joe, og han kunne så godt bruge os.) en uges tid før vi ankom til Adelaide. Frederik havde snakket med ham nogle måneder før, hvor han fortalte at han nok skulle have noget til os når vi kom til Adelaide, men da vi så ringede lød han straks mere tvivlsom og egentligt som om han havde glemt os. Om ikke andet, ville han se hvad han kunne skrabe sammen til os af arbejde. Afslutningsvist ville vi gerne lige vide hvordan vi skulle komme de 30 km fra lufthavnen og ud til gården. Hvor skulle han vide det fra?, lød det lettere hånligt fra ham. Vi tog derfor sagen i egen hånd og undersøgte de transportmuligheder der var ud til gården. Forståelsen for hans attitude blev mere og mere klar. Der fandtes praktisk talt ingen offentlige transportmuligheder derud. Vi måtte bide i det sure æble og tage en taxa. I de 45 minutter det cirka tog at køre derud sad vi egentligt og blev ret så spændte. Det skulle blive spændende at se hvad Joe havde til os af arbejde og det skulle blive rart at få storbyen lidt på afstand, bare for et par uger.

Det første der ramte næsen da vi steg ud af taxaen, var en liflig dunst af gærede æbler. Nu arbejder vi jo begge i hjemmeplejen, så vi ved heldigvis lidt om hvordan man håndterer lummer luft. Luften kunne ikke slå os ud af kurs. På kontoret fik vi at vide at Joe ikke ville være der før et par timer efter, men en af vores kommende kollegaer fra gården bød os velkommen og viste os vores nye hjem. Man kan sige vi blev testet godt og grundigt. Men mor siger man skal huske sit gode humør. For valget stod mellem at grine eller at græde. Og vi flækkede af grin. Endnu ikke havde vores forestillinger om noget, ligget så langt fra virkeligheden. Vi havde skudt flere kilometer ved siden af. Indtil da havde vi jo boet på hostel eller i bilen så ingen af os havde lige tænkt på at tage en sovepose med eller lignende. Vi havde heller ingen bil og nærmeste supermarked lå 15 km væk. Vi endte med en dyne der lugtede lidt af gnu, et par tæpper og en lige lovlig kort sovepose. Huset vi boede i, mindede mere om et gammel skur og fik containerne som polske håndværkere bor i til at ligne hotelværelser på Hilton. Den australske varme var forsvundet og med en nattemperatur, såvel inde som ude, på lige omkring 10 °C, blev første nats søvn pakket ind i mange lag af trøjer, strømper og t-shirts.



For os, startede dagen kl. 5:45. Det var der vækkeuret ringede og du kunne godt skyde en pil efter et morgenbad. Kaffe, morgenmad, videre. Vi skulle mødes med Joe kl. 6:30 på gårdspladsen, for at køre ud til den mark vi skulle plukke den dag. Da vi mødtes med ham kiggede han lidt på os og spurgte om det var hvad vi havde tænkt os at have på. Ja, det var sådan set hvad vi havde. Han grinte lidt for sig selv og bad os sætte os ind i bilen. Når ja, for fanden da – madpakker!? Heldigvis havde en af vores 7 værelsekammerater været så god at koge nogle ris til os. Derudover havde han et par dåser tun i noget chilisovs som vi kunne få. Det lyder ulækkert og det var det også, men vi guflede det i os da klokken først slog et og vi havde ikke andet end respekt og taknemmelighed for vores franske værelseskammerat, Ludevig, som var kommet os til undsætning. I det hele taget var de alle sammen meget søde ved os. Man kunne godt fornemme hvordan vi var meget grønne i æbleplukkermiljøet, men de hjalp os godt på vej. De fleste var fra Italien, tre var fra Frankrig. Vi var de første danskere der.



Æbleplukning er hvad det er, æbleplukning. Vi fik udleveret en sæk hver, som man trak over skulderne og bar på maven. Den kunne rumme ca. 20 kg æbler og man kunne fylde sådan en på 7-8 minutter. Regn på det, vi har plukket rimeligt mange æbler. Tiderne var kvinskarpe. 7:00 til 10:00, 15 minutters pause, 10:15 til 13:00, 30 minutters pause og 13:30 til 15:45. Det giver lige præcis 8 timer og man når at blive træt af det inden kl. 9. Til gengæld har vi fået øvet vores dansemoves en hel del i den tid vi var der. Op og plukke, ned i kurven, op og plukke, ned i kurven.



Da vi snakkede med Joe den første dag, forberedte han os på at han kun havde arbejde til og med onsdag. I hvert fald i første omgang. Det passede os faktisk meget fint, for vi havde inden vi overhovedet var kommet til Adelaide, snakket om at tage et par dage ned til Kangaroo Island.
Vi var ankommet en onsdag, startet med at arbejde torsdag, så allerede efter to dages æblepukleri var det weekend. De to franske piger gav os et lift til byen hvor vi tilbragte det meste af lørdagen. Adelaide er ikke spændende - en middelmådig storby. Vi brugte eftermiddagen på at gå i biografen og drikke kaffe. Overraskende nok spillede den danske film, Jagten, i biografen. De får ikke alt med når de skriver engelske undertekster til en dansk film, så af og til var vi de eneste der grinte i salen. Derudover er vi begge stadig målløse over den film. Must-see-film!

Vi regnede lidt på det, og følte lidt efter og vi gad egentligt ikke være i Australien længere end højst nødvendigt. Der var på daværende tidspunkt bedre vejr i Danmark end der var i Adelaide og Sydney, og Joe havde ikke arbejde til os længere end onsdag. Valget stod på at blive en uge i Adelaide som vi i forvejen ikke var særligt begejstrede for eller tage til Kangaroo Island og bruge et par dage der. Igen, vejret var ikke noget at skrive hjem om, men vi gravede lidt i mulighederne og fandt en tredje. At tage tidligere til Vietnam. Med lidt penge på lommen fra æbleplukkeriet kunne det faktisk godt svare sig at tage til Vietnam før tid frem for at bruge en uge i Adelaide eller Kangaroo Island. Vi greb knoglen og fik hurtigt fat på vores rejseselskab. Tirsdag aften fik vi en aftale på plads: torsdag skulle vi flyve ud af Adelaide til Sydney, hvorfra vi skulle flyve videre til Vietnam om lørdagen.
De sidste par dage strøg lidt hurtigere afsted. Vi fandt opmuntring i musik og podcasts fra P3’s Monte Carlo. Grundet at høsten snart var forbi, holdte æble-Joe grillfrokost om mandagen, så der arbejdede vi kun til kl. 13. Onsdag så ud til at blive vanvittigt regnfuld, så derfor blev vi rykket indendørs for at samle kasser og sortere æbler. Indenfor gik der ikke mange minutter før man savnede at plukke dem i stedet. Ingen musik, ingen snak.



Vin-Joe ville rigtigt gerne møde os inden vi tog videre igen. Han var oprigtigt talt ked af at han ikke havde noget job til os, så han ville gerne invitere os til middag onsdag aften. Og vi skulle endeligt tage de andre med. Så kunne vi få os en snak og et godt glas vin som han sagde. Det blev onsdag aften og vin-Joe boede lige om hjørnet. Og det var over alle forventninger. Vi kom ind af en stor port til en lang indkørsel. For enden lå Joe og Heather Ceravolos kæmpe italiensk inspireret villa. Joe kom ud og tog imod os med bogstavelig talt åbne arme og knus til alle. Vi var målløse. Inden for døren blev vi først budt på en glas mousserende rødvin og Joe fortalte ivrigt om processen fra drue til flaske. Bordet var dækket med to krydsende baguettes, italiensk olivenolie og dansk lurpak-smør. Så kunne vi alle føle os lidt hjemme. Heather havde disket op med hjemmelavet ravioli, grillet fisk, ratatouille, salat og til dessert hjemmelavet cheesecake, honningis og en citroncremekage. Det var overvældende. Vi fik smagt på 4-5 forskellige vine og vi fik alle sammen også lige stukket en flaske i hånden inden vi gik. Desuden tilbød Heather at køre os til lufthavnen dagen efter, hvilket vi selvfølgelig tog imod med kyshånd.


Vi kom godt og ubesværet til Sydney. Et lille problem havde slået os undervejs. Vores visa til Vietnam var først gyldigt fra den 1. juni og vi ville ankomme en uge før. Godt nok kan danskere få et turistvisum i 15 dage, men vi var ikke helt sikre i vores situation.

Nu sidder vi så i Vietnam. Vi kom ubesværet ind i landet. Vi har fået ordnet vores fødder og negle og går nu i cirkler i spænding på at Christian og Jannik kommer. Vi har haft en fantastisk tid i Australien og tiden er fløjet af sted. Cairns til Sydney var med masser af vind i håret og rockstarbriller på. Adelaide fik os ned og bide i græsset. Vi har fundet ud af hvad vi er lavet af. Vi ser tilbage på vores tid på æbleplantagen med et kæmpe smil på læben. Det var overhovedet ikke hvad vi havde regnet med, men vi har oplevet noget og det blev i sidste ende det hele værd. Vi huskede nemlig det gode humør. Champagnebørnene lever endnu og vi har det endda rigtig rigtig godt.

fredag den 24. maj 2013

3.325 km

Hjemveen kommer og går, af og til. Der kommer unægtelig et punkt hvor man hellere vil hjem til venner og familie igen, end at se mere. Sådan begyndte jeg i hvert fald at føle det. Men i stedet for at tage hjem, var jeg heldig nok til at min gode ven Frederik Skjoldager kom til Australien. Vi har nu tilbragt godt og vel en måned sammen, hvorfor Frederik nu selvfølgelig også skriver med på bloggen her.



Frederik tog imod Frederik i lufthavnen. Hvorfor er det egentligt skrevet i tredjeperson? – Det gør det lidt mere overskueligt for Frederik og Frederik. Nå, men den ene Frederik tog imod den anden Frederik i lufthavnen i Cairns. Frederik havde været undervejs i ca. 48 timer og var derfor en smule træt. Men kun få timer inde i rejsen fik Frederik ilddåben til Cairns’ mangfoldige dyreliv. På vej til byen skulle vi da lige se på flagermustræerne. Ganske vidst sover flagermus om dagen, men det sætter ikke deres fordøjelsessystem i stå, hvilket Frederik fik at føle på den hårde måde.

I anatomisk forstand gik vi fra den ene ende til den anden - for at holde Frederik i live, blev han selvfølgelig fodret med en ordentlig røvfuld morgenmad og spandevis af kaffe. Dagen mission gik på at holde Frederik vågen det meste af dagen, for at få ham ind i en nogenlunde normal døgnrytme. Han kæmpede hårdt, med en lille lur midt på dagen, grill om aftenen og så på hovedet i seng 18:30.
   

      Søndag (28/4) skulle vi så hente bilen. Frederik havde fået sovet det meste af jetlaggen af og det store eventyr lå lige om hjørnet. Lee fra Jucy Rental overleverede os nøglerne. Med fuld forsikring kunne vi jo aflevere den tilbage som vi ville, lød det fra ham. Det ville han dog ikke citeres for.
        Vores første stop skulle blive Josephine Falls. Et af mange vandfald i den tropiske del af Queensland. Vi havde egentligt ikke lagt nogen køreplan, så det var cirka det der blev vores første indskydelse. Et blev til tre og vi kom omkring både Josephine, Ellinjaa og Millaa Millaa Falls på den første dag i vores nye hjem.

De første par dage blev brugt på at komme ned til vores første ”must-see”-punkt på turen og på at sætte os lidt ind i campinglivet. Det var tydeligt at mærke at vi var nybegyndere. Første aften måtte vi improvisere lidt med aftensmaden. Det stod åbenbart ikke klart for nogen af os, at det ikke var muligt at handle nogen steder en søndag efter kl. 19. Det blev til 4 stykker, næsten gennemsigtigt, sandwichbrød som vi charmede os til i den lukkende campingpladskiosk og en dåse kogt kyllingekød, som vi havde med til nødstilfælde. Det var dø’ lækkert.

Arlie Beach blev så stedet hvor vi for første gang slog os ned for et par dage. Vi ankom en varm eftermiddag og trillede camperen ind på et kombineret ungdomshostel og campingplads. Arlie beach har en fed stemning og er mål for mange backpackere på vej op eller ned af østkysten. Selve Arlie beach er ikke anderledes end andre backpackerbyer, men hvad der gør den speciel er at den gør sig som kyst for Whitsunday Islands. Vi tog en dagstur med en hurtigbåd omkring ø’erne, som både bød på smukke hvide lange sandstrande og snorkling. Og er der råd, bør man unde sig det. Whiteheaven beach er hvidere end det toastbrød vi servere i hjemmeplejen. Noget med et højt indhold af silicium. Ja, vi ved faktisk ikke helt om det var sådan det var, men det mener vi der blev sagt. Det er da egentligt også lige meget, smukt og betagende ligger, uanset stenmaterialer og grundstoffer, først på tungen over adjektiver der bruges om stedet. Uden tvivl en fantastisk oplevelse, dog glemte vi solcreme hvilket resulterede i en nok så solbrændt ryg på Skjoldager.

Efter nogle solrige dage i Arlie Beach drog vi videre. Fraser Island var med på ønskelisten men blev ikke en realitet i denne omgang. Modargumenterne var mange og pengene var små og vi blev derfor på land for at se den australske version af Råbjerg mile, en habil vandreklit i Rainbow Beach.

Det var i samme by vi, lidt tilfældigt og alligevel nøje planlagt, bestilte både surfing og skydiving. Længe før vi tog af sted havde vi aftalt at vi selvfølgeligt skulle ud og springe i faldskærm. Helt præcist hvor vidste vi ikke og det blev op til vejrets gøren og laden, at bestemme det for os. I Rainbow Beach fandt vi et bookingbureau som kunne lave det hele til en god pris. Det skulle foregå lidt længere nede af kysten i Byron Bay og det eneste vi skulle gøre var at ringe et par dage i forvejen.

I mellemtiden havde vi dog lige et par must-see-stop mere. Surfers Paradise var et af dem. Shopping og byture var i højsædet her. Der var ganske vidst en lang fed strand, men den fik vi ikke lige afprøvet. Mest på grund af en djævelsk vind og en masse fede butikker. Det var også her vi stødte på de to svenske og en enkelt norsk pige. Vi mødtes egentligt i byen på en af mange barer i Surfers Paradise. Det viste sig for at de også var dedikerede campister og faktisk boede på samme campingplads som os. Vi aftalte at spise morgenmad sammen dagen efter, men endte med at tilbringe hele dagen med dem. Frida, Emelie og Elise.


Vi havde ventet meget længe på det. Og så endeligt kom det, Byron Bay, 14.000 fod og en umanerlig stor portion tillid til manden på ryggen. Det regnede fra morgenstunden og vi var begge temmelig skeptiske. Heldigvis blev pessimisme vendt til optimisme da solen viste sine første stråler en times tid før springet. Vi var parate! Og dog uden helt at vide hvad vi egentligt havde meldt os til. Maven kildede lidt ved tanken.

Inden vi fik set os om var vi begge i seletøj og på vej op i flyveren. Skjoldagers var ved at skide i bukserne, da han spurgte sin instruktør hvor mange spring han havde taget. ”21 stykker – det er O.K. med dig, ikke?” lød svaret. ”Ja, det er fint” lød svaret fra Skjoldager som lige måtte synke en ekstra gang, før han fangede den.


At sætte sig på kanten af en åben flyvemaskine i 4,2 km’s højde føles ikke vitterligt naturligt. Heldigvis er det ikke op til en selv hvornår man springer, den beslutning ligger i instruktørens hænder. Og det kan nærmest ikke beskrives med ord. Det første man opfanger er flyvemaskinen set nedefra, en piskene vind omkring en og et helt enormt sus i maven. I næste nu, slår instruktøren dig let to gange på armen og nu kan du sprede armene og nyde de næste 60 sekunders frit fald. Det er ubeskriveligt. At falde mod jorden med rasende 200 km/t er en vanvittigt oplevelse. Det skal prøves!

Og til jer der en gang har set noget med et faldskærmsudspring i et Klovn-afsnit, så: Nej, det sker ikke! Det er meget federe end det!






Vi brugte et par dage i Byron Bay på et meget økologisk hostel. Et sted med mange forskellige typer, heldragter i hør, guitarspil, lejrbål, fællessang og fjolletobak. For os stod den dog mere på strand, surfing, skydiving og masser af bacon.
Byron Bay er et fedt sted! Vi brugte tre dage der. Det oser af backpacker og man møder hurtig nye mennesker. Efter dagene i Byron Bay var vi ved at være løbet ud af tid. Bilen skulle afleveres om få dage i Sydney og vi syntes ikke vi ville stresse os selv med at se mere inden da. Så vi trillede stille og roligt der ned af en nat. Ca. en halv time før vi ramte Sydney røg vi ind på en rasteplads og sov resten af natten ud.

Det var utroligt fedt at køre ind i Sydney morgenen efter. Vejret var smukt og vi kan ikke komme uden om at vi begge kneb en lille tårer da vi så operahuset. Endeligt var vi kommet hjem igen – hjem til Utzon. Det var smukt og det var ømt.
        Når man kommer fra Danmark er man usmageligt privilegeret og vi er specielt ingen undtagelse. Vi indrømmer det nu. Vi har det fandeme som to blommer i madeira. Derfor græd vi også snot hver gang vi skulle lægge os til at sove. Et fugtig klistret soveværelse med udsigt lige ud til rygergården og et vindue der kun ville lukke halvdelen af gangene, måtte vi stille os tilfredse med. Vi havde i hvert fald betalt forud. Heldigvis brugte vi det meste af tiden ude, for at se byen og set i bakspejlet var det måske heller ikke skide smart at hænge vasketøj op derinde. Men som mor siger: man lærer af sine fejl.







Igen ramte vi en fed by på landkortet. Vi er faldet lige ned i kernen af dansk arkitektur og selvom ingen af os nogensinde har boet der, følte vi begge en længsel hjem til Limfjorden, da vi så Utzons ikoniske mesterværk. Man føler her en hvis stolthed over at være dansker.

Toronga Zoo ligger som en ø i den kanal der går gennem Sydney. Mange, der kender til begge, vil nok sige at du finder de samme dyr der som hjemme i København. Og det gør man også. Men du finder også et stort udpluk af det Australske dyreliv her. En dyr men god oplevelse!




Fjorten dages roadtrip var nu et overstået kapitel.
Næste stop var Adelaide. Det skulle blive godt at komme lidt ud af byen og få lidt frisk luft, plukke lidt æbler og have bedre faciliteter end hvad bagenden på en Toyota kunne byde på. Vi har ligget meget tæt i en lidt for kort seng, men der kom aldrig en to’er af Brokeback Mountain. Adelaide blev noget for sig selv. Den får i, i næste blogindlæg og vi lover der ikke går endnu en måned!

søndag den 12. maj 2013

Det store lede rev


At opleve det store lede rev, mest bare kendt som the Great Barrier Reef, er svært at beskrive med ord. Man trækker i 20 kg oppakning, finner og maske, og plumper ned i et andet univers. Følelsen af at være stand til at bevæge sig tredimensionelt giver en fantastisk følelse af frihed, mens man samtidigt godt kan få en følelse af klaustrofobi i og med at ens overlevelse under overfladen består af en kæmpe sut og en 10 kgs metaltank forbundet med en gummislange. Men det er ubeskriveligt smukt. Man kan blive ved med at blive overrasket over de tusindvis af former for koraller, fisk og dyr.

Da jeg endeligt ankom til Cairns for snart 4 uger siden, var jeg selvfølgelig temmelig træt efter 24 timer undervejs fra Vancouver. Det blev til en hurtig tur ud i byen på jagt efter et australsk telefonnummer og så på hovedet i seng. Allerede dagen derpå var jeg nemlig skrevet op til dykkerkursus. 5 dage - 2 dage på land med prøvedyk og teori, og 3 dage på revet med 9 dyk, deriblandt et natdyk.
Som man kender det fra ferier, finder danskere hurtigt sammen. Det samme gjorde jeg. Tobias fra Haderslev, den eneste anden dansker på holdet, blev min dive buddy for de næste 5 dage. I starten var det vildt bare at komme i poolen og rent faktisk trække vejret under vand. Men sulten efter mere blev hurtigt stor. Dagene gik heldigvis hurtigt og teoriprøven var ikke noget særligt. Pludseligt stod vi der, stadigt søvndrukne, på vej til første dyk i det store led rev. Ubeskriveligt. Med lettere ambivalente følelser af nysgerrighed og angst for alt der bevægede sig, selv de meget stilleliggende søpølser, dykkede vi for første gang længere ned end poolens 4 meter og stillede bekendtskab med et helt nyt univers. 



Efter kurset gik der et par dage før Frederik Skjoldager kom, men så tog tingene ellers fart...

lørdag den 20. april 2013

Whistler, over and out!


Og så blev 14 dage lynhurtigt til fire uger og straks efter til toenhalv måned. Wow, jeg forstår ikke hvor tiden blev af. Men jeg havde det godt undervejs. Whistler har givet mig nogle fantastiske måneder, med både sne og ski, og sol og ballade. Ved ikke hvorfor ballade hænger bedre sammen med sol end med ski, det lød bare godt. Den by rocker bare for hårdt!

Jeg mødte lidt modstand i starten af mit ophold i Whistler, men jeg må alligevel krybe til korset og sige at jeg har været umanerligt heldig. Jeg har set flere som ikke har haft bare halvt så meget vind i sejlene som jeg. Der har været fuld knald på! Det har været dejligt! 


Ann Spence har de forløbende måneder haft flere funktioner i mit liv. Hun har været min chef. En af de rigtigt gode. Sådan en som lytter når man har noget fornuftigt at sige om forretningen, en der fortæller en hvilke forventninger hun har og en af dem der ser tværs igennem den tåge af tømmermænd der en sjælden gang i mellem har hængt om hovedet på mig. Hun har været min roommate. Sammen med sønnen Nik og faderen Terry aka. "Toulouse", har hun skabt rammerne om mit bosted. Et sted med nærvær og glæde, og et sted der slår en vældig paradoksal linje mellem det pusse-nusse'ede B&B og den private del af huset, som vil fremstå en smule mere rodet i nogles øjne. Jeg dømmer ingen, jeg konstaterer! ;) Og sidst men ikke mindst har hun fungeret som reserve-mor. Ann er så mor-agtig som nogen kan være. Det er svært at sætte ord på, men som en af to unge ’knejter’ i huset, har jeg oplevet en stor del af det kærlige væsen hun er. En kvinde med hjertet på det rette sted og en som trækker i forklædet med samme entusiasme hver morgen. Hun kom til Whistler for små 30 år siden sammen med sin gode veninde Christine. Sammen tog de en roadtrip i Anns gamle bil hele vejen fra Ontario. De kom dertil uden de store planer for en fremtid der, men som hos mange andre og jeg selv inkluderet, fandt byen og miljøet vej til en plads i deres hjerter. Ann har nu drevet familiens B&B i godt og vel 25 år nu. Hver vintersæson kommer der en ny husholderske til, som bliver sat ind i rutinerne med puderne og toiletpapiret og, som for en tid, bliver en del af familien. En oplevelse der ikke kan købes for penge.

Anns mand Terry kom til Whistler i 1976. Han var en af få, der havde fundet vejen til den, dengang, stadige lille by. Man kan i grove træk sige, at Terry var med til at starte hele skiresortet i og omkring Whistler. Terry, eller Toulouse som han kaldes i byen, er en livsnyder og i mit perspektiv en sand verdensmand! Han er elsket af mange og kendt af endnu flere og han nyder stadig den dag i dag at leve det jordnære liv i Whistler, i dag som privat skiinstruktør for Whistler Blackcomb skiresort. Terry er typen der tager den med ro, selvom han lever et vældigt aktivt liv. Taget hans 71 år i betragtning, holder han sig rasende godt - han ligner en der næsten kunne tage 71 mere.

Ann, Nick og Terry.
Sammen har de to, tre børn – i hvert fald ifølge dem selv. Sønnen Nik på 23, datteren Mariah på 19 (som er det rene kræs for øjet) og til sidst hunden Sam (aka. Sammy aka. Lams) på 13. Sam er en engelsk springer spaniel der, ligesom sin ”far”, holder sig hamrende godt. Sam er halvdøv og temmelig doven med mindre der er mad på programmet. Han er indendørs verdensmester i at tigge ved bordet og selvom Ann stadig prøver at lærer ham manere, ryger der som oftest en luns af under bordet fra enten Nik eller Terry, men helst når Ann ikke ser det. For som Terry selv sagde det, er han en ’sucker’ for hunde. Han har dog lovet at han vil prøve lidt mere ihærdigt med deres næste hund, hvad angår manererne.
Jeg fik desværre kun mødt Mariah kortvarigt, da hun til dagligt studerer på University of British Colombia. Til gengæld havde jeg stor fornøjelse af både Nik og Sam.
Nik er lige fyldt 23 år. Han er beton- og cementarbejder, og er lige begyndt at arbejde igen efter en skade forsaget af et styrt på ski, som kostede ham en brækket skulder og resten af skisæsonen. Nik har hjertet med i det han laver. Som selv sagt: ”Jeg er ikke en jakkesætstype - jeg skal have lidt snavs på hænderne”. Nik er efter sigende, nærmest født med skiene på. Terry og Ann er stadigt imponerede over hvad han kan, med et par ski under fødderne. Han går op i hvad han bidrager til som forbruger, især efter at have set en film på Facebook med nogle dyr der levede under kvalmende forhold og vil gerne være med til at gøre kloden grønnere. Det kan her være svært ikke at trække lidt på smilebåndene. Nik kører nemlig en 8-cylindret 6,0 liter Chevy’motherf**ker’truck med plads til hans 'sled' og hans 'dirt bike' (en dirt bike er ikke en snavset cykel, men en terrængående motorcykel og sled er slang for snescooter). Han hører gerne country musik, spiser helst morgenmad på canadisk manér, ryger gerne urter, elsker sin hund og er ved at være skide træt af at bo hjemme. Han er ihærdigt i gang med at finde et nyt sted at bo, men ligesom i Danmark, skal pengepungen gerne bugne lidt før sådan noget kan lade sig gøre.

Som nævnt i et foregående indlæg mødtes jeg med min gode gamle ven fra efterskole Mathias. Gennem ham blev jeg introduceret til Whistler og hans følgeskab af Lasse, Jonas, Lauge og Mikkel. Og hurtigt efter også til de to herlige Mors-drenge Mikkel og Mikkel.
Disse er noget af det første der springer ud i foråret på disse kanter,
og er en stor del af den føde bjørnene guffer i sig når de vågner fra
deres hi.
Mikkel og Mikkel fra Mors, skulle videre på roadtrip i USA sammen med en anden Mathias, ca. samtidigt med at jeg forlod Whistler, mens ”Alpine-drengene” (et kaldenavn de fem fik efter det område de boede i; Alpine) tog hjem den 1. April. Sammen fik vi stået en masse på ski og drukket en masse bajere. Jeg var endda så heldig at få lov til at huse en middag i B&B’et for hele slænget inden vi drog hver til sit. Gode gutter!
Og 1. April kom, og sikke foråret fik sat sine første spor. Blomsterne sprang ud og med 20° i dalen, begyndte sneen også at trække sig tilbage med hastige skridt. Men det gjorde egentligt ikke så meget. Foråret i Whistler graver virkeligt smilene frem fra vinterhiet.

Jeg kan selvfølgelig kun varmt anbefale at man slår vejen forbi Golden Dreams, hvis man alligevel er på disse kanter. Det er i dag drevet næsten 100 % kemikaliefrit, takket være nogle afsindigt dyre antibakterielle klude. Det lyder fjollet, men de imponerer! Jeg har set smør fjernet fra en rude med intet andet end en klud og vand. Ja, det er vel sådan man imponerer en husholderske. Jeg kan i øvrigt prale af, at jeg er den første mandlige housekeeper Ann nogen sinde har haft.

Golden Dreams B&B
Mit liv i Whistler har været et paradis at se tilbage på. Når først finder sig et job og en bopæl, melder der sig selvfølgelig også en form for hverdag. Det har aldrig været en kedelig en af slagsen, men dagene smelter sammen og tilbage står man med mindet om en fantastisk, ukompliceret og dejligt tid.
Fra Peak2Peak gondolen, der går mellem de to bjerge, Whistler og Blackcomb. Liften har to gondoler med glasbund, hvor dette er taget i den ene, på et af de højeste steder. 

Whistler over and out – next stop Cairns, Australien.



tirsdag den 5. marts 2013

Easy living og et ordentligt bjerg i baghaven

Det gik godt! Det gik rigtigt godt!
Søde rare Mrs. Ann Spence værter mig for både hus, mad og job. Det lille hyggelige B&B ligger cirka to kilometer fra Whistler Village. En bus kommer af og til forbi, men der ligger absolut intet i vejen for at tage den vældigt nydelige gåtur på, rundt regnet, 15 minutter, omringet af overdådig natur op ad Lorimer rd.
Tirdag den 19. flyttede jeg ind, efter at være blevet "godkendt", under en velsmagende family dinner, til at tilføje mig som ansat og beboer i Golden Dreams B&B. Vi hygger os her. Gæster kommer fra hele verden for at overnatte i et af tre temabaserede værelse og få bid i Ann's delikate morgenmadsserveringer. Min funktion består i at redde sengene, gøre rent og alt det andet der nu høre sig til som husholder. Det tager lidt tid at komme ind i alle finesserne omkring det at drive et velfungerende B&B, men jeg er ved at komme rigtig godt med. Hvordan vi placerer puderne, hvordan håndklæderne skal rulles og toiletpapiret foldes for at indikerer at vi har været forbi med en klud. Det er vældigt pusse-nusse men indbydende og rart.
Jeg har fin tid til at stå på ski. Nogle dage er tungt beklædte med husholdning mens andre tillader at tage en tidlig tur på bjerget. Det bliver sjældent til 6 timer deroppe, men når man har mere tid end den årlige tur i uge 7 gør det ikke så meget.
Området er stort og vi har lige fået en ordentlig røvfuld sne. 120 cm henover den foregående weekend. Mandagen stod til at blive den perfekte pudderdag. Desværre slog vi øjnene op til silende regn med frysepunktshøjde på 1800 meter. Ikke just tiltalende, så dagen blev brugt i indendørs rammer.

Der er omtrent 100 danskere på sæson her. En af dem har i sikkert hørt om i nyhederne i sidste uge. Den 19-årige danske Frederik døde i en skiulykke på et af de omkringliggende bjerge. Han kørte ind i en klippe da han var ude og 'hiké'. Hiking er en form for skiløb hvor man, med skind under skiene, går op ad bjerget for at finde uberørt puddersne at køre nedaf. Det er bestemt ikke uden fare at man kaster sig ud sådan noget. Én ting er at man på tragisk hvis mister kontrollen skiene eller fejlberegner i farten, men naturen kan slå lige så hårdt i form af laviner. Det er en uskreven men samtidig uomgåelig regel at man har lavine-bibberer med hvis man hiker. Stemningen blandt de danskere jeg mødte den følgende dag var noget trykket. Danskerne her kender hinanden, vi fester sammen og står på ski sammen. Dagen før min jobsamtale på B&B'et var jeg faktisk ude og besøge Frederik og hans værelseskammerater. Der ville åbne sig en plads til at bo der hvor han boede og det var meningen at jeg skulle flytte ind der, hvis jeg ikke fik jobbet på Golden Dreams.

Men livet i Whistler er skønt. Hvad er der ikke at være tilfreds med i easy living og et ordentligt bjerg i baghaven. Dagene her, går dag for dag. Ikke så mange bekymringer. De lokale her lever for bjerget. Sammen holder de skak i både ny- og tilbagekommende gæster ved at give dem en fantastisk oplevelse.  Det er en af de ting jeg også er blevet trænet i. 'Whistler Spirit' kalder de det - et kursus i gæstfrihed er mere beskrivende. Der ligger selvfølgelig en gulerod gemt i sådan et kursus - 'Spirit pass'. Spirit pass er et billigere sæsonkort for dem som arbejder her. Og den rabat vil man meget gerne have når et normalt sæsonkort koster i omegn af 11.000 kr. ... Jeg vil skyde på det er verdens dyreste sæsonkort taget liftsystemet her i betragtning. Men jeg vil ikke noteres for at brokke mig. Jeg konstatere bare.

De ryger en del pot her. Ikke dem på ferie, men de lokale.
Efter den føromtalte familie middag, blev der tilbudt en kop the. Fra sønnen lød der svaret at han hellere vil have lidt af den rygelige urt, hvorpå han rullede sig et lyn og gik ud og fyrede op. Så er man sgu tæt på de lokale. Kender jeg min kære mor ret sidder hun sikkert med en lettere anstrengt holdning når hun læser dette. - Ja, jeg har smagt på den lokale urt - den duftede rart. Men nej, jeg er mere øl, vin og spiritus typen. Det ligner ikke Christiania og det sammeligner sig heller ikke på nogen tænkelig måde. Når de ryger her, ryger de sig ikke fuldstændigt ned og sidder og sumper. De får sig bare lige en splif og gå på. Folk her løfter nærmest mere på øjenbrynene over cigaretter end joints. En sjov fakta om Canada, som ligger lidt begravet i overdådig natur og bjørne og hvaler, er at Bristish Colombias hampindustri (underforstået - det er stadig ulovligt) er større end dets skovindustri...

Til trods for lettere kulturforskelle hvad angår rygbare urter, er alt godt. Jeg kan ikke klage.

mandag den 18. februar 2013

En lille hest og en lang næse

Whistler er et møghamrende fedt sted!
Gode mennesker, fed stemning og smuk natur.
Når det er sagt, må det også siges at jeg har mødt lidt modstand indtil nu. Jeg kæmper stadig lidt, men jeg fornemmer at tingene flasker sig og jeg forhåbentligt inden længe kan slå mig endeligt ned i Whistler og komme ud på plankerne.
Vancouver Downtown set fra Stanley Park

Jeg havde nogle forrygende sidste dage i Vancouver inden jeg tirsdag den 12., blev kørt til Whistler. Jeg nåede lige Stanley Park rundt på rulleskøjter fredag og så var John og jeg ude og gå ved Lake Pitt om søndagen. I et enestående naturområde, på en solskinsfyldt dag, gik vi med udsyn til nyfalden sne på de omkringliggende bjerge.
Pitt Lake

Endelige kom så dagen, jeg længe havde ventet. Whistler. Af det gæstfrie væsen John nu er, kørte han mig hele vejen til Whistler fra deres hjem. En køretur på godt halvanden time, hvor vi lige slog vejen forbi et vandfald som jeg selvfølgelig har glemt navnet på. Det er egentligt også irrelevant, imponerende det var det sgu.
Lidt i fem rullede vi ind af indkørslen til Alpine Lodge, hvor jeg havde booket en seng i en sovesal for de tre kommende nætter. Vildt cool og afslappet 'landlord' der går og hygger sig med at drive hostelet sammen et par ansatte og sin kæmpe hund, der vel egentligt mere naturligt kan kategoriseres som en lille hest. Hold kæft hvor er den stor, 80 kg. Og den er vidst stadig lidt hvalp, så den tager endnu 10 kg på. Første gang jeg mødte landlorden, lå både han og hunden i samme sofa og tog sig en middagslur i hostelets pejsestue.
Jeg havde på forhånd lavet et par aftaler med nogle om at komme ud og se på nogle steder at bo, men det var først dagen efter. Så jeg tog op til min gamle kammerat Mathias, fra min til på Ollerup Efterskole og som jeg i øvrigt fandt ud af var der ved lidt af et tilfælde, og fik lidt mad og øl.
Alpine Lodge
Den store boligjagt. Jeg troede jeg havde det nemt og havde fået det indtryk at jeg sådan set kunne flytte ind med det samme på det ene af de to steder. Det ene, og det jeg troede var sikkert, lå i Creekside. Det er en del af Whistler, som ligger lidt syd for selve Whistler, men som stadig har forbindelse med Whistler på pistekortet. Det andet lå i selve Whistler.
Jeg tog ud for at se det i Whistler først. Jeg vidste på forhånd ikke hvem udlejer var, men vidste bare at stedet var et såkaldt studio (en etværelses) og at jeg skulle dele det med ham. Stedet var billigt og jeg håbede egentligt mest på at jeg kunne få lov til at flytte ind der. Det viser sig for at udlejeren er en 50-årig mexicaner. Vældigt flink fyr. Men det var sgu ikke lige det jeg havde forventet. Det var i forvejen småt og tanken om at skulle dele det med en mand jeg nok ikke havde meget tilfældes med, tiltalte mig ikke specielt. Jeg overvejede det kraftigt. Det ville være en helt anden oplevelse og noget man slet ikke ville have regnet med, men alternativet var at møde folk og nye venner på min alder, hvilket faldt lidt mere i min smag. Jeg havde dog ikke sagt nej tak til manden, men at jeg lige skulle overveje det og at jeg så ville vende tilbage samme dag.
Næste stop var Creekside. Det var her jeg troede jeg var sikret en plads. Jeg havde fået kontakt til dem via en facebook-gruppe, hvor der var en af beboerne der skrev at han nu flyttede ud og at der derfor ville åbne sig jeg plads. Den eneste der var hjemme var husets eneste danske beboer, en sød og køn pige som viste mig rundt. BTW*, DDD** i Whistler! Alt var klar, jeg kunne flytte ind på fredag.
Troede jeg - det viste sig for at der ville flytte yderligere 2 ud i løbet af ugen og at landlorden derfor gerne ville have at der flyttede 3 ind, hvis det var muligt. Derfor var der arrangeret et åbent hus torsdag, for folk der var interesserede. Det blev jeg sgu lidt nervøs. Jeg havde booket hostel til fredag og jeg havde ingen mulighed for at forlænge mit ophold, grundet en fuldt booket kommende weekend. Jeg havde sagt nej tak til den flinke mexicaner, som ikke just lød glad for min beslutning. Men den danske pige forsikrede mig, at de ville gøre hvad de kunne for at få mig ind. (Læs lige den sætning igen og så lyt efter Pinnochios næse der løber i vejret som en flagstang).
Fredagen kom og ja, vi havde sgu været i byen dagen før, så hovedet lå lidt tungt. Jeg fik pakket mine ting og var ude af værelset kl. 11 som aftalt. I pejsestuen indledte jeg så min telefoniske jagt på den søde danske pige. Hun kendte til min situation, så hun ville nok ringe så snart hun havde fået øjne.
...
Efter halvanden time, havde hun tændt sin telefon, men svarede ikke. Jeg ringede lidt efter hvor der så bare blev lagt på. Ti minutter efter får jeg en besked hvor hun skriver at de nu har snakket om det i huset og at de ikke tror jeg er "det rigtige fit". WTF***? Det rigtige fit? Jeg var dybt chokeret. Hun var den eneste der havde mødt mig fra huset. Ikke engang kunne hun løfte knoglen og give mig en rationel forklaring på situationen?
Nå, jeg vandrede op til Mathias' hus, hvor han og hans fire venner boede. Jeg måtte egentligt ikke sove der for landlorden, men hun var ikke hjemme over weekenden, så sådan blev det.

Nu er jeg så tilbage på hostelet. Jeg har i dag haft kontakt med nogen hvor jeg muligvis kan flytte ind i slutningen af ugen. Men hvad jeg lige pt. håber allermest på er en jobsamtale jeg har i morgen (mandag). Det er et B&B hvor jobbet er lidt husholding 3-5 timer om dagen og lønnen er et privat værelse der samt muligheden for at spise med ved måltiderne. Det ligger udemærket og som jeg lige har forhørt mig med lønninger og udgifter, lyder det ganske fornuftigt.
Jeg spænder i maven og tror på det!




* By the way
** Dælme Dejlige Damer
*** Hva' dælen