Efter tyve timer
undervejs ankom Christian og Jannik til Luxury Hotel, Hanoi. Her stod den på fælles-karbad
og masser af gensynsglæde. Vi lagde hårdt ud med øl, mad fra et gadekøkken og
så ud og opleve Hanois natteliv. Det var i sandhed en fornøjelse at være samlet
igen, alle fire. Dagen derpå var mindst lige så mindeværdig, da vi her alle
fire officielt sprang ud af skabet og op på massagebriksene, hvor vi blev udsat
for full body massage, fod- og ansigstbehandling på i alt fire timer.
Efter blot endnu en dag i
Hanoi tog vi videre med nattog til Sapa i det nordlige Vietnam. Byen er kendt
for sin høje beliggenhed, smukke omgivelser og fantastiske trekkingmuligheder.
Vi så virkelig frem til denne oplevelse, men desværre var der en ikke-engelsktalende
vietnamesisk kvinde, der havde sat sig for, at vi ikke skulle med det tog vi
havde booket. Efter megen tumult på togstationen og semi-højtråbende danskere
fik hun fremskaffet vores billetter “and off we went”.
Sapa var noget helt andet
end Hanoi – tempoet faldt, antallet af engelsktalende vietnamesere steg og man
kunne alt i alt mærke, at dette var et sted, der var populært blandt eventyrlystne
turister. Efter at være ankommet om morgenen, kørt fra foden af dalen op til
Sapa og fundet et hotel stod den på morgenmad, afslapning, samt bookning af
trekkingtur til den følgende dag.
Vejret i Nordvietnam er
på denne årstid præget af nedbør, hvilket resulterer i to ting; fantastisk flot
natur, samt utroligt mudrede trekkingstier. Dette bliver hurtigt et problem, når
4 halvstore, halvkluntede danskere skal vandre op og ned, hen og rundt omkring
de våde, mudrede rismarker, der pryder Sapa’s bjergskråninger. Med MEGET hjælp
fra de lokale landsbyboere ankom vi efter 6-7 timers trekking til vores såkaldte
“homestay”- alle meget brune i hud og på tøj. Vores “homestay” bestod af en
hytte med madrasser, myggenet og en vietnamesisk familie, der skulle tage sig
af os. Her skulle vi spise både aftensmad, drikke den lokale hjemmebrændt,
drikke endnu mere af den lokale hjemmebrændt og åbenbart gå halvfulde i seng,
inden vi stod op til lækker morgenmad. Dag to i trekkingområdet var noget mildere
ved os, da den kun stod på et par kilometers gang langs en semi-asfalteret vej,
forbi et kæmpe vandfald og så en hurtig frokost inden vi blev kørt tilbage til
hotellet.
Tilbage i Hanoi, dagen
efter, var vi sultne på flere oplevelser, men måtte vente 24 timer yderligere,
før vi drog mod Ha Long Bay. Ha Long Bay er et af verdens syv naturlige
vidundere og byder på enorme naturskabte kalkstensøer, dybe grotter og
turkisblåt vand så langt øjet rækker. Det er det perfekte sted til at afkoble
fra Hanoi’s travle liv…
Eller skrue tempoet
yderligere OP!
Som nogle måske ved, kan
vi sgu egentlig godt lide alkoholiske drikke, masser af dans og generelt være
rimeligt højtråbende. Gennem Hanoi Backbackers Hostel blev vi en del af 49
turister, der blev sejlet til deres egen lidt party-ø, hvor vi havde to
overnatninger. Denne tur er uden tvivl værd at berette om og i den grad noget
man bør prøve hvis man kommer på disse egne. Desværre er dele af turen gået
tabt i vores hukommelse, men vi prøver alligevel at opsummere de hidtil
vildeste 72 timer af vores unge liv.
Vi startede morgenen med
at fejre Christians fødselsdag, ganske vist en dag for tidligt, men vi vidste
ikke om vi fik muligheden pa øen. Dernæst tog vi mod Hanoi Backpacker Hostel og
derfra videre i bus til bugten. Mange af de 49 medrejsende var plaget af
tømmermænd fra dagen før, så den 4 timers tur blev for det meste brugt på at sove,
samt lære hinanden at kende. Men herefter tog det fart. Vi blev smidt på en båd,
solen skinnede fra en skyfri himmel og alle var i godt humør. På båden fik vi
serveret frokost og havde muligheden for at købe i baren, hvor der selvfølgelig
var “happy hour”. Happy-hour, massere af flotte piger og 4 unge drenge fra
Danmark, er en perfekt kombination. I hvert fald fik vi i løbet af sejlturen drukket
en masse. Vi gjorde et enkelt stop undervejs, hvor vi fik muligheden for at ro
i kajak. Efter 30-60 min kajak roning, en masse skænderi og et mindre håndgemæng
mellem Christian og Frederik S om, hvis skyld det var, at de ikke kunne sejle
lige, kom vi tilbage til båden, for en time senere, at ankomme til øen.
Ved ankomsten til den
såkaldte party-ø blev vi modtaget af 30 andre unge mennesker som var kommet
dagen før. Vi fik hurtigt stukket en øl i hånden, drukket den, og fik en ny.
Efterfølgende fik vi en kort briefing og drak videre.
Efter en aften fyldt med
fest, farver og højtråbende danskere gik vi i seng og vågnede allerede dagen
efter kl. 7 pga. varmen. Dag to bød på cirka samme oplevelser, vi nød solen,
nød øllene, og Christian blev fejret af hele øen med maner!
Efter vores ø-eventyr
måtte vi bruge et par dage foran tv-skærmen før vi var helt på toppen og klar
til at rykke videre. Næste stop blev Laos. Vi valgte, til vores fortrydelse en
28 timers bustur fra Hanoi til Luang Prabang. Denne helvedestur bød på
vanvidskørsel gennem Laos’ bakkede landskab, dårlig aircondition og en varm
temperatur, meget lang ventetid ved grænsen og en chauffør med lange fingre.
Sidstnævnte syntes han skulle ”låne” Frede Hans’ høretelefoner, men var
alligevel uintelligent nok til at lade dem ligge fremme. Uden de store problemer
fik vi dem igen, og 28 timer i dødsbussen var ovre.
Liderlig i Laos!
Laos er i skrivende stund
det rareste sted vi har været. Der emmer af venlighed og smilende ansigter, der
er en langt mindre stresset atmosfære end i deres naboland, hvorfra vi kom. Vi
brugte 3-4 dage i Luang Prabang på at køre lejede scootere, se vandfald og ride
på elefanter. Aftenerne blev brugt på bowling med resten af turistbefolkningen
i byen. Hvis vi skal nævne et problem med Laos, så er det deres offentlige
transport, eller mangel på samme. Det kan ikke lade sig gøre at komme rundt i
landet med mindre man er villig til at køre i helvedesbusser eller betale halve
formuer for flybilletter. Mættet af Laos-oplevelsen tog vi derfor fra Luang
Prabang tilbage til Hanoi.
Vietnam nam igen igen!
Vi er efterhånden blevet
rigtigt glade for de vietnamesiske toge og deres dertilhørende soft
sleep-kupeer. Denne transportform brugte vi til at komme fra Hanoi, verdens
måske travleste sted, til den gamle kongeby Hué. Det er til gengæld en lidt
kedelig by. Og for at gøre det endnu kedeligere valgte vi at tage på en guidet
12 timers tur til den demilitariserede zone 100 km nord for byen. Vi fik lov at
se en bro, et halvtomt krigsmuseum og nogle tunneller, der blev brugt i
Vietnamkrigen. Denne by blev også stedet hvor Frede Hans fik stjålet/mistede sin
telefon og han har brokket sig lige siden…
For at spare de
eventuelle læsere for at bruge mere tid end højst nødvendigt på dette ikke så velskrevne
blogindlæg stopper vi for denne omgang her. Ja mor, vi har det godt og der er
ingen der er syge eller kommet til skade. Vi snakkes på flipsiden!
Frede, Frede, Chrille og
BatJan…
