Fra Hué til Saigon med blod på tanden og krudt i røven

Vi skruer tiden en dag tilbage, i forhold til sidste blogindlæg, og indrømmer en lille løgn. Der er ikke nogen af os der vil gøre os kloge på ordsprog, men ifølge egne overbevisninger er en lille hvid løgn bedre end en moders søvnløse nat. Det rimer ikke og i sagen kan det jo sådan set være begge forældre der er nok så bekymrede. Vi regner med de fleste er med på hvad vi mener lige omkring nu. Nå, men den lille hvide løgn, som måske mere end at være en løgn var en omgang af sandheden, er at vi købte motorcykler i Hué. Der skulle fart på nu. Oplevelsen af tog havde indtil nu været vældigt magelig, hvorimod samme med bus havde været til skræk og rædsel for os alle. Der er ingen måder at komme uden om at vietnamesiske busser er beregnet til vietnamesere.

Efter den tidligere omtalte DMZ-tur og en ordentlig overhaling af alle motorcyklerne hos den lokale, halvfulde og meget glade mekaniker forlod vi Hué med blod på tanden og krudt i røven. Vi nåede dog ikke meget længere end 500 meter før det lykkedes Frede Hans at brænde sig på en af udstødningerne. Det har altid stået klart for os at det ville ske – for os alle – ubetinget. Men alligevel, manglen på erfaring på en motorcykel viste lige tænder her og gav et vink med en flagstang. Fra Hué havde vi omkring 140 km til næste stop; skrædderbyen Hoi An. Hvis man nogensinde har bevæget sig i Sydøstasien og specielt Vietnam vil man vide, at en tur langs Highway 1 ikke er for børn. Heldigvis er vi jo fandens modne og havde på daværende tidspunkt masser af erfaring på vores nyligt købte Honda Win’s, så 140 km i verdens måske travleste land var på ingen måde en udfordring. Selvom vejene i Vietnam er yderst trafikerede og som regel i dårlig stand, findes der små momenter af ubeskrivelig skønhed. Hai Van-passet er en af disse. Dette vidunderlig stykke vej ligger mellem Hué og Da Nang, på vej til Hoi An, og består af 33 km’s bjergkørsel, kombineret med en helt igennem fantastisk udsigt. Samtidigt fik vi på den måde givet vores motorcykler en eksamen i bjergkørsel, som alle cyklerne i første omgang bestod med pompt og pragt.

Ved ankomsten til Hoi An opstod de første af mange problemer så med Frede Hans’ motorcykel. Vi fandt i samme instans ud af, at motorcykelkørsel er lig med ondt i bagdelen og de omkringliggende områder. Opskriften hedder grundig hudpleje i undervognen og ingredienserne er masser af cocoabutter-creme. Et ømt syn men en nødvendighed. I samme vingetag kan vi da lige åbne for krukken med diskussioner som, set i bakspejlet, egentligt var den moderne pandang til Brokeback Mountain og som lød på om hesten ikke kunne løbe hurtigere hvis benene lige fik en skraber. Det blev ved snakken ligesom de homoseksuelle undertoner.

Det eneste egentlige formål med vores tur til Vietnam var jo at få skræddersyet en røvfuld jakkesæt, så vi kan komme tilbage til Vietnam og opføre os arrogant. Hoi An, der bliver omtalt som ”Vietnams Skagen”, satte scenen for dette mål. Her blev der i den grad taget mål, rettet til og hyggesnakket med de vietnamesiske skræddere i en lille uges tid før alle var tilfredse med tøjet. Frede Skjold fik, af en vietnamesisk dommerkomité, sin popo udnævnt som den flotteste i et jakkesæt og så skulle vi videre sydpå.

De næste tre dage fik vi kørt over 500 km med to overnatninger på hoteller og i byer, hvor ingen snakkede engelsk. Her fik vi alligevel en over nakken med oplevelser, der bl.a. byder på flere motorproblemer hos Frede Hans, en fantastisk solopgang og en ”bounty-strand” uden lige. Turen mellem Hoi An og festbyen Nha Trang, er muligvis også den tur, der bød på de flotteste omgivelser og hurtigste kørsel.

I vanlig stil blev første aften i en ny by fejret med øl og glade dage. Første nat blev dog, for tre ud af fire, skæbnesvanger og disse tre måtte tilbringe lidt tid på badeværelset sammen med deres gode ven Ulrik. Dagen derpå skiftede vi hotel og Frede Hans og Jannik, der startede ud med en ”white russian” til morgenmad, syntes de skulle gentage fornøjelighederne fra dagen før. En beslutning der resulterede i, at endnu en telefon blev stjålet/mistet, og Jannik kunne endelig slippe ud af de sociale mediers skarpe klør. At være offline er jo det nye sort!

En telefon fattigere og humøret i top bevægede vi os mod Nha Trangs største turisthelvede; Vinpearl Land. Dette er en ø, der er blevet bygget om til en forlystelsespark, resort og vandland. Sidstnævnte gjorde at unge mænd blev til små børn og 8 timer i træk, kun med en lille frokostpause, blev brugt på at løbe op ad trapper og rutsje ned af vandrutsjebaner. Sidste dag i Nha Trang blev brugt på en båd, hvor Christian og Frede Hans dykkede, mens Skjoldager og Jannik snorklede og fik slikket en masse sol. Dernæst skulle vi, for første gang siden Hué, væk fra kysten og ind i landet.

Turen til Da Lat blev den hidtil hårdeste test for både vores motorcykler og humøret. Turen var ikke på mere end 140 km, men regn, kulde og 100 km bjergkørsel gjorde turen til en udfordring. Især Frede Hans’ motorcykel brød sig hverken om vejret eller de stejle stigninger.  Efter fire ”breakdowns” til Fredes motorcykel ankom fire gennemblødte og frosne fyre til Da Lat.

Da Lat er en by med mange muligheder for at dyrke ekstremsport og få  gang i adrenalinen. Et paradis for 4 drengerøve - derfor kastede vi os, med hud og sjæl, ud i 18 huller golf… Dette event blev turens hidtil dyreste og psykisk hårdeste oplevelse. Vi er alle habile inden for gentleman-sporten minigolf, desværre hjalp dette ikke meget. Det blev et langt og regnfuldt spil – fyldt med skæve slag, ikke-ramte bolde og masser af huller i græstæppet på Vietnams bedste golfbane anno 2009. Selvom vi alle lå en smule over 72 slag på de 18 huller,  havde vi en fremragende dag, med 4 søde caddies i lige omkring 6 timer.

Aftensmaden stod på kongekobra og slangeblodsvodka + et mistet kreditkort af en sulten hæveautomat. Vi fik det tilbage dagen efter.

 Dansker kvæstet på MC i bjergene på vej til paradis…

Sådan kunne en overskrift have lydt i den danske presse, hvis et styrt på en lille bjergvej mellem Da Lat og Mui Ne var endt anderledes end det gjorde. Heldigvis endte både Jannik og cykel med få skrammer, et lettere hævet knæ og en stor forskrækkelse til os alle fire.

Cykelturen fra Da Lat havde bragt en kende uheld med sig i form af styrt og selvfølgelig endnu et motorproblem til Frede Hans, der gjorde at han måtte trille 8 km ned af bakke. Derfor følte vi, at det var tid til forkælelse og dermed endte vi i en kæmpe penthouse lejlighed i første paket med fuld ocean view.                                                                                                                                  

  De næste 4 dage skulle stå på afslapning og solslikkeri af værste skuffe. I vores verden, er dette en sportsgren på niveau med golf - i hvert fald arbejder man med hvilepuls i begge sportsgrene. Ligesom golf skal man ALDRIG gå ned på udstyr. Sololie, Speedo’s og selvironi blev købt ind til denne 4-dags turnering. Skjoldager måtte desværre trække sig efter første runde med en rødme, der gjorde, at han ikke kunne fortsætte i turneringen. Anden runde blev en hviledag, da vi besluttede os for at spille tennis. De resterende dage i Mui Ne stod på afslapning, god mad og sangria til op over begge ører – ja, penge er ikke noget vi snakker om, og efter denne tur er det heller ikke noget vi har.

Saigon, Ho Chi Minh City, kært barn har mange navne. Fra Mui Ne havde vi 210 km til vores sidste destination, i hvert fald på motorcykel. Igen fik vi Vietnams regntid at føle, dog kom vi frem med humøret højt og helbredet i behold, til trods for en punktering kun få kilometer inden byen. Ho Chi Minh City er ligesom mange andre byer meget opdelt, hvad bybilledet angår. Området hvor vores sind og pengepung førte os hen, er et område med masser af farver og fart på. Det er i og for sig fint nok. Her er masser af backpackere og engelsktalende Vietnamesere men samtidigt letpåklædte kvinder der tilbyder massage efter 22. Det endnu kun blevet til et høfligt nej tak og det forbliver også sådan. Mest af alt opleves denne bydel som HCMC’s Roskildefestival. Her er der mulighed for at vælte sig i sprut, damer og masser af euforiserende stoffer. Vi har dog fået rigeligt af anmassende vietnamesere med flere forsyningsmuligheder end på Birkerød Kræmmermarked og Christiania til sammen.

Motorcyklerne havde tjent deres pligt nu og selvom det var med vemodighed, satte vi dem til salg allerede få timer efter ankomst til Ho Chi Minh City. Det blev ikke til et salg første dag, selvom vi allerede der fik både seriøse og useriøse bud på cyklerne. Dagen derpå gik vi derfor lige på og hårdt, og inden dagen var omme havde vi sgu solgt dem.  Som rejsende i et land som Vietnam lærer man hurtigt mottoet ”Go kregler or go home”, så på bedste jydemaner fik vi talt os til en god pris. Både pengene og kreglerevnerne fra den førnævnte handel er også kommet os til gode på det sidste, hvor vi har fået shoppet os til stensikker overvægt i kufferterne og endnu engang en pengepung, der minder om den danske statskasse.

Cambodja tur/retur på 3 dage
Vi var allerede her begyndt at sælge ud af læderet i pengepungene, men besluttede os alligevel for at vejen skulle runde Cambodja. Med endnu en rædselsfuld bustur i udsigt, lagde vi os natten mellem den 11. og 12. til rette i en bus der skulle køre os til Cambodja. Vi var blevet lovet 15, men det blev til 20 timer før vi endeligt ramte Siem Reap. Vi havde knapt nok checket ind, før vi havde en aftale i hus med en lokal tuk tuk-chauffør, som den følgende dag ville vise os tempelbyen Angkor Wat. Det blev til hele pakken, så chaufføren hentede os kl. 5 om morgen, så vi kunne nå at se solopgangen ved et af templerne. Dagen stod på masser af sved, flotte tempelbygninger og lækre fotos.
Som overskriften også fortæller skulle vores færden i Cambodja gerne gå lidt kvikt, så allerede samme aften tog vi en bus længere Sydpå, til Cambodjas hovedstad, Phnom Penh.
Vi ankom den følgende morgen i Phnom Penh uden meget søvn. Faktisk havde Frede og Frede næsten ikke sovet hele natten så vi måtte lige hive os selv lidt i nakken for at komme af sted. Af en eller anden grund ville alle khmererne gerne have os til at skyde med våben. Vi sagde pænt nej tak, af flere årsager. En af dem, det moralske aspekt i at stå og skyde med rifler lige ved siden af en af de tidligere udryddelseslejrer fra Pol Pots regime. I stedet så vi udryddelseslejeren med en guidet audiotour i ørene. Skrækkelig historie, men meget interessant.

Vi havde fået nok af busser og besluttede os derfor at fange en pirattaxa fra Phnom Penh til den vietnamesiske grænse.
En vietnamesisk grænseovergang er ikke altid det fedeste, især ikke hvis søvnoverskuddet er ikke-eksisterende. Det er der heldigvis råd for. 15 $ til grænsebetjenten gjorde lige pludseligt ventetiden væsentligt kortere. Vi støtter ikke korruption som sådan, men det kan sgu egentlig være en meget god ting i nogle situationer. På den anden side fangede vi endnu engang en mand med eget taxaselskab og satte kursen mod Ho Chi Minh City.

Metaforisk opsummering, udarbejdet af ordblinde danskere med meget få mentale midler til rådighed…

Vi er nu, efter 24 timers intens shopping, løbet mere end bare tør for både penge og nok også lyst til mere Vietnam. Vi glæder os til at komme hjem – ikke fordi vi er trætte af hinanden eller livet som rejsende – men mor laver alligevel også god mad og vennerne fortæller bedre jokes end vietnameserne… Når vi ser tilbage på turen, vil vi i den grad huske Vietnam som et land med fart på, en befolkning af kreglere og en fantastisk oplevelse. Vi har grint, svedt og drukket os gennem mere end 1000 km, 3 lande og trafikpropper lig hvad man ser på film. Vi har fået nye venner, vi har skændtes og vi har sloges. Vi har opført os dårlig, fortalt politisk ukorrekte jokes og repræsenteret den danske ungdom fra sin bedste og værste side. Vi har danset til hofterne gik af led og telefonerne fløj ud af lommerne og i hænderne på vietnamesere med lange fingre. Vi har sgu egentlig haft det meget sjovt… Vi ses på flipsiden.