En lille hest og en lang næse

Whistler er et møghamrende fedt sted!
Gode mennesker, fed stemning og smuk natur.
Når det er sagt, må det også siges at jeg har mødt lidt modstand indtil nu. Jeg kæmper stadig lidt, men jeg fornemmer at tingene flasker sig og jeg forhåbentligt inden længe kan slå mig endeligt ned i Whistler og komme ud på plankerne.

Vancouver Downtown set fra Stanley Park

Jeg havde nogle forrygende sidste dage i Vancouver inden jeg tirsdag den 12., blev kørt til Whistler. Jeg nåede lige Stanley Park rundt på rulleskøjter fredag og så var John og jeg ude og gå ved Lake Pitt om søndagen. I et enestående naturområde, på en solskinsfyldt dag, gik vi med udsyn til nyfalden sne på de omkringliggende bjerge.

Pitt Lake

Endelige kom så dagen, jeg længe havde ventet. Whistler. Af det gæstfrie væsen John nu er, kørte han mig hele vejen til Whistler fra deres hjem. En køretur på godt halvanden time, hvor vi lige slog vejen forbi et vandfald som jeg selvfølgelig har glemt navnet på. Det er egentligt også irrelevant, imponerende det var det sgu.
Lidt i fem rullede vi ind af indkørslen til Alpine Lodge, hvor jeg havde booket en seng i en sovesal for de tre kommende nætter. Vildt cool og afslappet 'landlord' der går og hygger sig med at drive hostelet sammen et par ansatte og sin kæmpe hund, der vel egentligt mere naturligt kan kategoriseres som en lille hest. Hold kæft hvor er den stor, 80 kg. Og den er vidst stadig lidt hvalp, så den tager endnu 10 kg på. Første gang jeg mødte landlorden, lå både han og hunden i samme sofa og tog sig en middagslur i hostelets pejsestue.
Jeg havde på forhånd lavet et par aftaler med nogle om at komme ud og se på nogle steder at bo, men det var først dagen efter. Så jeg tog op til min gamle kammerat Mathias, fra min til på Ollerup Efterskole og som jeg i øvrigt fandt ud af var der ved lidt af et tilfælde, og fik lidt mad og øl.

Alpine Lodge

Den store boligjagt. Jeg troede jeg havde det nemt og havde fået det indtryk at jeg sådan set kunne flytte ind med det samme på det ene af de to steder. Det ene, og det jeg troede var sikkert, lå i Creekside. Det er en del af Whistler, som ligger lidt syd for selve Whistler, men som stadig har forbindelse med Whistler på pistekortet. Det andet lå i selve Whistler.
Jeg tog ud for at se det i Whistler først. Jeg vidste på forhånd ikke hvem udlejer var, men vidste bare at stedet var et såkaldt studio (en etværelses) og at jeg skulle dele det med ham. Stedet var billigt og jeg håbede egentligt mest på at jeg kunne få lov til at flytte ind der. Det viser sig for at udlejeren er en 50-årig mexicaner. Vældigt flink fyr. Men det var sgu ikke lige det jeg havde forventet. Det var i forvejen småt og tanken om at skulle dele det med en mand jeg nok ikke havde meget tilfældes med, tiltalte mig ikke specielt. Jeg overvejede det kraftigt. Det ville være en helt anden oplevelse og noget man slet ikke ville have regnet med, men alternativet var at møde folk og nye venner på min alder, hvilket faldt lidt mere i min smag. Jeg havde dog ikke sagt nej tak til manden, men at jeg lige skulle overveje det og at jeg så ville vende tilbage samme dag.
Næste stop var Creekside. Det var her jeg troede jeg var sikret en plads. Jeg havde fået kontakt til dem via en facebook-gruppe, hvor der var en af beboerne der skrev at han nu flyttede ud og at der derfor ville åbne sig jeg plads. Den eneste der var hjemme var husets eneste danske beboer, en sød og køn pige som viste mig rundt. BTW*, DDD** i Whistler! Alt var klar, jeg kunne flytte ind på fredag.
Troede jeg - det viste sig for at der ville flytte yderligere 2 ud i løbet af ugen og at landlorden derfor gerne ville have at der flyttede 3 ind, hvis det var muligt. Derfor var der arrangeret et åbent hus torsdag, for folk der var interesserede. Det blev jeg sgu lidt nervøs. Jeg havde booket hostel til fredag og jeg havde ingen mulighed for at forlænge mit ophold, grundet en fuldt booket kommende weekend. Jeg havde sagt nej tak til den flinke mexicaner, som ikke just lød glad for min beslutning. Men den danske pige forsikrede mig, at de ville gøre hvad de kunne for at få mig ind. (Læs lige den sætning igen og så lyt efter Pinnochios næse der løber i vejret som en flagstang).
Fredagen kom og ja, vi havde sgu været i byen dagen før, så hovedet lå lidt tungt. Jeg fik pakket mine ting og var ude af værelset kl. 11 som aftalt. I pejsestuen indledte jeg så min telefoniske jagt på den søde danske pige. Hun kendte til min situation, så hun ville nok ringe så snart hun havde fået øjne.
...
Efter halvanden time, havde hun tændt sin telefon, men svarede ikke. Jeg ringede lidt efter hvor der så bare blev lagt på. Ti minutter efter får jeg en besked hvor hun skriver at de nu har snakket om det i huset og at de ikke tror jeg er "det rigtige fit". WTF***? Det rigtige fit? Jeg var dybt chokeret. Hun var den eneste der havde mødt mig fra huset. Ikke engang kunne hun løfte knoglen og give mig en rationel forklaring på situationen?
Nå, jeg vandrede op til Mathias' hus, hvor han og hans fire venner boede. Jeg måtte egentligt ikke sove der for landlorden, men hun var ikke hjemme over weekenden, så sådan blev det.

Nu er jeg så tilbage på hostelet. Jeg har i dag haft kontakt med nogen hvor jeg muligvis kan flytte ind i slutningen af ugen. Men hvad jeg lige pt. håber allermest på er en jobsamtale jeg har i morgen (mandag). Det er et B&B hvor jobbet er lidt husholding 3-5 timer om dagen og lønnen er et privat værelse der samt muligheden for at spise med ved måltiderne. Det ligger udemærket og som jeg lige har forhørt mig med lønninger og udgifter, lyder det ganske fornuftigt.
Jeg spænder i maven og tror på det!




* By the way
** Dælme Dejlige Damer
*** Hva' dælen

Vancouver, en by af det pureste regn

Vancouver fra Vancouver Lookout ved skumring

Manglen på aktivitet her på bloggen skyldes hverken jet lag eller dovenskab, men derimod en perlerække af oplevelser og indtryk. Vi starter i bedste H.C.-stil ved begyndelsen...

John, min fars gamle kammerat, stod i Vancouver lufthavn og ventede på mig. Til trods for der gik næsten halvanden time fra vi landede til jeg mødtes med John, blev jeg modtaget med intet andet end åbne arme. Jeg har fået tildelt et værelse med kæmpe seng og eget bad, og oplever en gæstfrihed hos ham og hans kone Judy, som jeg aldrig har kendt magen.
Jeg havde ikke fået meget søvn det forgående døgn, men der er sjældent grund til at hvile på lauerbærerne når verden ligger for døren, så kl. 5:30 ringede vækkeuret igen og afsted mod Whistler vi røg. John skulle op og stå på ski med sin tvillingesøster fra Ottawa og jeg brugte dagen på at se byen, opleve stemningen og søge lidt arbejde. En dag med høj sol og god stemning blandt byens gæster var lige til et postkort. Jeg har endnu ikke fået tilbudt noget job eller hørt fra nogen af de jeg har søgt, men jeg er ved godt mod. I nat (natten til torsdag) opdateres den lokale avis' hjemmeside hvor de fleste jobopslag og boligannoncer er at finde, så jeg kommer til at side længe oppe for at søge jobs.

Gastown

'The old steam watch'

De seneste par dage har jeg brugt i Vancouver Downtown. Vancouver er som udgangspunkt en spændende by med mange ansigter og facetter. Man kan gå fra det kønne brostensbelagte Gastown, med retro gadelamper og det gamle dampur, gennem områder hvor hjemløse, prostituerede og narkomaner præger gadebilledet til Chinatown hvor navnet virker lidt søgt, taget den egentlige kinesiske kulturs udbredelse i betragtning.

Byen bære præg af af den store industri der før har drevet byen sammen med havnen. Et spøjst mix af nye store skyskrabere og gamle bygninger. Der er dog flere fællesnævnere, hvor en af dem er regnen. Det passer ikke når jeg siger at det har regnet uafbrudt siden jeg kom, men vi er ikke langt fra. Vancouver kommer sjældent under frysepunktet, hvorfor nedbøren i vintermånederne sjældent falder som sne, men bare masser af regn. Man kommer hurtigt over det - det har i hvert fald ikke slået mig ud.

Høj på en sky

Så kom dagen, hvor det blev til timer og minutter der taltes før afrejse. Efter lang afsked i Københavns lufthavn med både kaffe, karameller og fugt i øjenkrogene, vinkede jeg farvel til mor, far, Daniel, Jannik og Christian.

Med nærmest euforisk sindstilstand og med RW plantet solidt i øregangene har jeg nu været over 20 timer undervejs. Til trods for røvhuller i British Airways skranken, sur flykaffe, søvnfægtende gammel mand og kampklædte immigrationsofficerer, har jeg endnu ikke været til at slå ud af kurs. Solen skinner altid over skyerne og jeg er langt over dem. Jeg er fodret, jeg er glad, men jeg er også lidt træt...