Æblemænd

Set i bakspejlet skulle vi måske have tænkt os om, eller i hvert fald skudt vores lyserøde idéer om hvordan et æbleplukkerjob var i sænk, inden vi tog dertil. En længsel efter lidt naturliv og en idé om at sove i en ordentlig seng, overdøvede bare realiteten indtil vi faktisk stod i det. Folk der klager over at deres job i Netto er hårdt og røvkedeligt skal klappe kaje. Æbleplukning er ikke for tøsedrenge. Efter vores hoveder er det der man skiller drengene fra mændene. Om vi er blevet mere mænd af den grund, kan være svært at blive overbevist om, men det sætter sig så småt.

Som aftalt havde vi ringet til Joe (og det er i øvrigt en længere fortælling.. Joe er nevø til en anden Joe, som vi oprindeligt havde kontakt med. Joe, altså ham vi oprindeligt havde kontakt med, laver vin som han eksporterer til bl.a. Danmark, og deriblandt Holte Vinlager som Frederik jo har arbejdet i, derfor kontakten. Ja, han er faktisk tandlæge, og hans vinbusiness er bare lidt mere en sidegeschäft. Ham kommer vi tilbage til! Nå, men vin-Joe havde altså ikke noget arbejde til os og henviste os derfor til sin nevø, Joe, æble-Joe, og han kunne så godt bruge os.) en uges tid før vi ankom til Adelaide. Frederik havde snakket med ham nogle måneder før, hvor han fortalte at han nok skulle have noget til os når vi kom til Adelaide, men da vi så ringede lød han straks mere tvivlsom og egentligt som om han havde glemt os. Om ikke andet, ville han se hvad han kunne skrabe sammen til os af arbejde. Afslutningsvist ville vi gerne lige vide hvordan vi skulle komme de 30 km fra lufthavnen og ud til gården. Hvor skulle han vide det fra?, lød det lettere hånligt fra ham. Vi tog derfor sagen i egen hånd og undersøgte de transportmuligheder der var ud til gården. Forståelsen for hans attitude blev mere og mere klar. Der fandtes praktisk talt ingen offentlige transportmuligheder derud. Vi måtte bide i det sure æble og tage en taxa. I de 45 minutter det cirka tog at køre derud sad vi egentligt og blev ret så spændte. Det skulle blive spændende at se hvad Joe havde til os af arbejde og det skulle blive rart at få storbyen lidt på afstand, bare for et par uger.

Det første der ramte næsen da vi steg ud af taxaen, var en liflig dunst af gærede æbler. Nu arbejder vi jo begge i hjemmeplejen, så vi ved heldigvis lidt om hvordan man håndterer lummer luft. Luften kunne ikke slå os ud af kurs. På kontoret fik vi at vide at Joe ikke ville være der før et par timer efter, men en af vores kommende kollegaer fra gården bød os velkommen og viste os vores nye hjem. Man kan sige vi blev testet godt og grundigt. Men mor siger man skal huske sit gode humør. For valget stod mellem at grine eller at græde. Og vi flækkede af grin. Endnu ikke havde vores forestillinger om noget, ligget så langt fra virkeligheden. Vi havde skudt flere kilometer ved siden af. Indtil da havde vi jo boet på hostel eller i bilen så ingen af os havde lige tænkt på at tage en sovepose med eller lignende. Vi havde heller ingen bil og nærmeste supermarked lå 15 km væk. Vi endte med en dyne der lugtede lidt af gnu, et par tæpper og en lige lovlig kort sovepose. Huset vi boede i, mindede mere om et gammel skur og fik containerne som polske håndværkere bor i til at ligne hotelværelser på Hilton. Den australske varme var forsvundet og med en nattemperatur, såvel inde som ude, på lige omkring 10 °C, blev første nats søvn pakket ind i mange lag af trøjer, strømper og t-shirts.

For os, startede dagen kl. 5:45. Det var der vækkeuret ringede og du kunne godt skyde en pil efter et morgenbad. Kaffe, morgenmad, videre. Vi skulle mødes med Joe kl. 6:30 på gårdspladsen, for at køre ud til den mark vi skulle plukke den dag. Da vi mødtes med ham kiggede han lidt på os og spurgte om det var hvad vi havde tænkt os at have på. Ja, det var sådan set hvad vi havde. Han grinte lidt for sig selv og bad os sætte os ind i bilen. Når ja, for fanden da – madpakker!? Heldigvis havde en af vores 7 værelsekammerater været så god at koge nogle ris til os. Derudover havde han et par dåser tun i noget chilisovs som vi kunne få. Det lyder ulækkert og det var det også, men vi guflede det i os da klokken først slog et og vi havde ikke andet end respekt og taknemmelighed for vores franske værelseskammerat, Ludevig, som var kommet os til undsætning. I det hele taget var de alle sammen meget søde ved os. Man kunne godt fornemme hvordan vi var meget grønne i æbleplukkermiljøet, men de hjalp os godt på vej. De fleste var fra Italien, tre var fra Frankrig. Vi var de første danskere der.

Æbleplukning er hvad det er, æbleplukning. Vi fik udleveret en sæk hver, som man trak over skulderne og bar på maven. Den kunne rumme ca. 20 kg æbler og man kunne fylde sådan en på 7-8 minutter. Regn på det, vi har plukket rimeligt mange æbler. Tiderne var kvinskarpe. 7:00 til 10:00, 15 minutters pause, 10:15 til 13:00, 30 minutters pause og 13:30 til 15:45. Det giver lige præcis 8 timer og man når at blive træt af det inden kl. 9. Til gengæld har vi fået øvet vores dansemoves en hel del i den tid vi var der. Op og plukke, ned i kurven, op og plukke, ned i kurven.

Da vi snakkede med Joe den første dag, forberedte han os på at han kun havde arbejde til og med onsdag. I hvert fald i første omgang. Det passede os faktisk meget fint, for vi havde inden vi overhovedet var kommet til Adelaide, snakket om at tage et par dage ned til Kangaroo Island.
Vi var ankommet en onsdag, startet med at arbejde torsdag, så allerede efter to dages æblepukleri var det weekend. De to franske piger gav os et lift til byen hvor vi tilbragte det meste af lørdagen. Adelaide er ikke spændende - en middelmådig storby. Vi brugte eftermiddagen på at gå i biografen og drikke kaffe. Overraskende nok spillede den danske film, Jagten, i biografen. De får ikke alt med når de skriver engelske undertekster til en dansk film, så af og til var vi de eneste der grinte i salen. Derudover er vi begge stadig målløse over den film. Must-see-film!

Vi regnede lidt på det, og følte lidt efter og vi gad egentligt ikke være i Australien længere end højst nødvendigt. Der var på daværende tidspunkt bedre vejr i Danmark end der var i Adelaide og Sydney, og Joe havde ikke arbejde til os længere end onsdag. Valget stod på at blive en uge i Adelaide som vi i forvejen ikke var særligt begejstrede for eller tage til Kangaroo Island og bruge et par dage der. Igen, vejret var ikke noget at skrive hjem om, men vi gravede lidt i mulighederne og fandt en tredje. At tage tidligere til Vietnam. Med lidt penge på lommen fra æbleplukkeriet kunne det faktisk godt svare sig at tage til Vietnam før tid frem for at bruge en uge i Adelaide eller Kangaroo Island. Vi greb knoglen og fik hurtigt fat på vores rejseselskab. Tirsdag aften fik vi en aftale på plads: torsdag skulle vi flyve ud af Adelaide til Sydney, hvorfra vi skulle flyve videre til Vietnam om lørdagen.
De sidste par dage strøg lidt hurtigere afsted. Vi fandt opmuntring i musik og podcasts fra P3’s Monte Carlo. Grundet at høsten snart var forbi, holdte æble-Joe grillfrokost om mandagen, så der arbejdede vi kun til kl. 13. Onsdag så ud til at blive vanvittigt regnfuld, så derfor blev vi rykket indendørs for at samle kasser og sortere æbler. Indenfor gik der ikke mange minutter før man savnede at plukke dem i stedet. Ingen musik, ingen snak.

Vin-Joe ville rigtigt gerne møde os inden vi tog videre igen. Han var oprigtigt talt ked af at han ikke havde noget job til os, så han ville gerne invitere os til middag onsdag aften. Og vi skulle endeligt tage de andre med. Så kunne vi få os en snak og et godt glas vin som han sagde. Det blev onsdag aften og vin-Joe boede lige om hjørnet. Og det var over alle forventninger. Vi kom ind af en stor port til en lang indkørsel. For enden lå Joe og Heather Ceravolos kæmpe italiensk inspireret villa. Joe kom ud og tog imod os med bogstavelig talt åbne arme og knus til alle. Vi var målløse. Inden for døren blev vi først budt på en glas mousserende rødvin og Joe fortalte ivrigt om processen fra drue til flaske. Bordet var dækket med to krydsende baguettes, italiensk olivenolie og dansk lurpak-smør. Så kunne vi alle føle os lidt hjemme. Heather havde disket op med hjemmelavet ravioli, grillet fisk, ratatouille, salat og til dessert hjemmelavet cheesecake, honningis og en citroncremekage. Det var overvældende. Vi fik smagt på 4-5 forskellige vine og vi fik alle sammen også lige stukket en flaske i hånden inden vi gik. Desuden tilbød Heather at køre os til lufthavnen dagen efter, hvilket vi selvfølgelig tog imod med kyshånd.


Vi kom godt og ubesværet til Sydney. Et lille problem havde slået os undervejs. Vores visa til Vietnam var først gyldigt fra den 1. juni og vi ville ankomme en uge før. Godt nok kan danskere få et turistvisum i 15 dage, men vi var ikke helt sikre i vores situation.

Nu sidder vi så i Vietnam. Vi kom ubesværet ind i landet. Vi har fået ordnet vores fødder og negle og går nu i cirkler i spænding på at Christian og Jannik kommer. Vi har haft en fantastisk tid i Australien og tiden er fløjet af sted. Cairns til Sydney var med masser af vind i håret og rockstarbriller på. Adelaide fik os ned og bide i græsset. Vi har fundet ud af hvad vi er lavet af. Vi ser tilbage på vores tid på æbleplantagen med et kæmpe smil på læben. Det var overhovedet ikke hvad vi havde regnet med, men vi har oplevet noget og det blev i sidste ende det hele værd. Vi huskede nemlig det gode humør. Champagnebørnene lever endnu og vi har det endda rigtig rigtig godt.

3.325 km

Hjemveen kommer og går, af og til. Der kommer unægtelig et punkt hvor man hellere vil hjem til venner og familie igen, end at se mere. Sådan begyndte jeg i hvert fald at føle det. Men i stedet for at tage hjem, var jeg heldig nok til at min gode ven Frederik Skjoldager kom til Australien. Vi har nu tilbragt godt og vel en måned sammen, hvorfor Frederik nu selvfølgelig også skriver med på bloggen her.

Frederik tog imod Frederik i lufthavnen. Hvorfor er det egentligt skrevet i tredjeperson? – Det gør det lidt mere overskueligt for Frederik og Frederik. Nå, men den ene Frederik tog imod den anden Frederik i lufthavnen i Cairns. Frederik havde været undervejs i ca. 48 timer og var derfor en smule træt. Men kun få timer inde i rejsen fik Frederik ilddåben til Cairns’ mangfoldige dyreliv. På vej til byen skulle vi da lige se på flagermustræerne. Ganske vidst sover flagermus om dagen, men det sætter ikke deres fordøjelsessystem i stå, hvilket Frederik fik at føle på den hårde måde.

I anatomisk forstand gik vi fra den ene ende til den anden - for at holde Frederik i live, blev han selvfølgelig fodret med en ordentlig røvfuld morgenmad og spandevis af kaffe. Dagen mission gik på at holde Frederik vågen det meste af dagen, for at få ham ind i en nogenlunde normal døgnrytme. Han kæmpede hårdt, med en lille lur midt på dagen, grill om aftenen og så på hovedet i seng 18:30.
   

      Søndag (28/4) skulle vi så hente bilen. Frederik havde fået sovet det meste af jetlaggen af og det store eventyr lå lige om hjørnet. Lee fra Jucy Rental overleverede os nøglerne. Med fuld forsikring kunne vi jo aflevere den tilbage som vi ville, lød det fra ham. Det ville han dog ikke citeres for.
        Vores første stop skulle blive Josephine Falls. Et af mange vandfald i den tropiske del af Queensland. Vi havde egentligt ikke lagt nogen køreplan, så det var cirka det der blev vores første indskydelse. Et blev til tre og vi kom omkring både Josephine, Ellinjaa og Millaa Millaa Falls på den første dag i vores nye hjem.

De første par dage blev brugt på at komme ned til vores første ”must-see”-punkt på turen og på at sætte os lidt ind i campinglivet. Det var tydeligt at mærke at vi var nybegyndere. Første aften måtte vi improvisere lidt med aftensmaden. Det stod åbenbart ikke klart for nogen af os, at det ikke var muligt at handle nogen steder en søndag efter kl. 19. Det blev til 4 stykker, næsten gennemsigtigt, sandwichbrød som vi charmede os til i den lukkende campingpladskiosk og en dåse kogt kyllingekød, som vi havde med til nødstilfælde. Det var dø’ lækkert.

Arlie Beach blev så stedet hvor vi for første gang slog os ned for et par dage. Vi ankom en varm eftermiddag og trillede camperen ind på et kombineret ungdomshostel og campingplads. Arlie beach har en fed stemning og er mål for mange backpackere på vej op eller ned af østkysten. Selve Arlie beach er ikke anderledes end andre backpackerbyer, men hvad der gør den speciel er at den gør sig som kyst for Whitsunday Islands. Vi tog en dagstur med en hurtigbåd omkring ø’erne, som både bød på smukke hvide lange sandstrande og snorkling. Og er der råd, bør man unde sig det. Whiteheaven beach er hvidere end det toastbrød vi servere i hjemmeplejen. Noget med et højt indhold af silicium. Ja, vi ved faktisk ikke helt om det var sådan det var, men det mener vi der blev sagt. Det er da egentligt også lige meget, smukt og betagende ligger, uanset stenmaterialer og grundstoffer, først på tungen over adjektiver der bruges om stedet. Uden tvivl en fantastisk oplevelse, dog glemte vi solcreme hvilket resulterede i en nok så solbrændt ryg på Skjoldager.

Efter nogle solrige dage i Arlie Beach drog vi videre. Fraser Island var med på ønskelisten men blev ikke en realitet i denne omgang. Modargumenterne var mange og pengene var små og vi blev derfor på land for at se den australske version af Råbjerg mile, en habil vandreklit i Rainbow Beach.

Det var i samme by vi, lidt tilfældigt og alligevel nøje planlagt, bestilte både surfing og skydiving. Længe før vi tog af sted havde vi aftalt at vi selvfølgeligt skulle ud og springe i faldskærm. Helt præcist hvor vidste vi ikke og det blev op til vejrets gøren og laden, at bestemme det for os. I Rainbow Beach fandt vi et bookingbureau som kunne lave det hele til en god pris. Det skulle foregå lidt længere nede af kysten i Byron Bay og det eneste vi skulle gøre var at ringe et par dage i forvejen.

I mellemtiden havde vi dog lige et par must-see-stop mere. Surfers Paradise var et af dem. Shopping og byture var i højsædet her. Der var ganske vidst en lang fed strand, men den fik vi ikke lige afprøvet. Mest på grund af en djævelsk vind og en masse fede butikker. Det var også her vi stødte på de to svenske og en enkelt norsk pige. Vi mødtes egentligt i byen på en af mange barer i Surfers Paradise. Det viste sig for at de også var dedikerede campister og faktisk boede på samme campingplads som os. Vi aftalte at spise morgenmad sammen dagen efter, men endte med at tilbringe hele dagen med dem. Frida, Emelie og Elise.

Vi havde ventet meget længe på det. Og så endeligt kom det, Byron Bay, 14.000 fod og en umanerlig stor portion tillid til manden på ryggen. Det regnede fra morgenstunden og vi var begge temmelig skeptiske. Heldigvis blev pessimisme vendt til optimisme da solen viste sine første stråler en times tid før springet. Vi var parate! Og dog uden helt at vide hvad vi egentligt havde meldt os til. Maven kildede lidt ved tanken.

Inden vi fik set os om var vi begge i seletøj og på vej op i flyveren. Skjoldagers var ved at skide i bukserne, da han spurgte sin instruktør hvor mange spring han havde taget. ”21 stykker – det er O.K. med dig, ikke?” lød svaret. ”Ja, det er fint” lød svaret fra Skjoldager som lige måtte synke en ekstra gang, før han fangede den.

At sætte sig på kanten af en åben flyvemaskine i 4,2 km’s højde føles ikke vitterligt naturligt. Heldigvis er det ikke op til en selv hvornår man springer, den beslutning ligger i instruktørens hænder. Og det kan nærmest ikke beskrives med ord. Det første man opfanger er flyvemaskinen set nedefra, en piskene vind omkring en og et helt enormt sus i maven. I næste nu, slår instruktøren dig let to gange på armen og nu kan du sprede armene og nyde de næste 60 sekunders frit fald. Det er ubeskriveligt. At falde mod jorden med rasende 200 km/t er en vanvittigt oplevelse. Det skal prøves!

Og til jer der en gang har set noget med et faldskærmsudspring i et Klovn-afsnit, så: Nej, det sker ikke! Det er meget federe end det!






Vi brugte et par dage i Byron Bay på et meget økologisk hostel. Et sted med mange forskellige typer, heldragter i hør, guitarspil, lejrbål, fællessang og fjolletobak. For os stod den dog mere på strand, surfing, skydiving og masser af bacon.

Byron Bay er et fedt sted! Vi brugte tre dage der. Det oser af backpacker og man møder hurtig nye mennesker. Efter dagene i Byron Bay var vi ved at være løbet ud af tid. Bilen skulle afleveres om få dage i Sydney og vi syntes ikke vi ville stresse os selv med at se mere inden da. Så vi trillede stille og roligt der ned af en nat. Ca. en halv time før vi ramte Sydney røg vi ind på en rasteplads og sov resten af natten ud.

Det var utroligt fedt at køre ind i Sydney morgenen efter. Vejret var smukt og vi kan ikke komme uden om at vi begge kneb en lille tårer da vi så operahuset. Endeligt var vi kommet hjem igen – hjem til Utzon. Det var smukt og det var ømt.

        Når man kommer fra Danmark er man usmageligt privilegeret og vi er specielt ingen undtagelse. Vi indrømmer det nu. Vi har det fandeme som to blommer i madeira. Derfor græd vi også snot hver gang vi skulle lægge os til at sove. Et fugtig klistret soveværelse med udsigt lige ud til rygergården og et vindue der kun ville lukke halvdelen af gangene, måtte vi stille os tilfredse med. Vi havde i hvert fald betalt forud. Heldigvis brugte vi det meste af tiden ude, for at se byen og set i bakspejlet var det måske heller ikke skide smart at hænge vasketøj op derinde. Men som mor siger: man lærer af sine fejl.

Igen ramte vi en fed by på landkortet. Vi er faldet lige ned i kernen af dansk arkitektur og selvom ingen af os nogensinde har boet der, følte vi begge en længsel hjem til Limfjorden, da vi så Utzons ikoniske mesterværk. Man føler her en hvis stolthed over at være dansker.

Toronga Zoo ligger som en ø i den kanal der går gennem Sydney. Mange, der kender til begge, vil nok sige at du finder de samme dyr der som hjemme i København. Og det gør man også. Men du finder også et stort udpluk af det Australske dyreliv her. En dyr men god oplevelse!

Fjorten dages roadtrip var nu et overstået kapitel.
Næste stop var Adelaide. Det skulle blive godt at komme lidt ud af byen og få lidt frisk luft, plukke lidt æbler og have bedre faciliteter end hvad bagenden på en Toyota kunne byde på. Vi har ligget meget tæt i en lidt for kort seng, men der kom aldrig en to’er af Brokeback Mountain. Adelaide blev noget for sig selv. Den får i, i næste blogindlæg og vi lover der ikke går endnu en måned!

Det store lede rev

At opleve det store lede rev, mest bare kendt som the Great Barrier Reef, er svært at beskrive med ord. Man trækker i 20 kg oppakning, finner og maske, og plumper ned i et andet univers. Følelsen af at være stand til at bevæge sig tredimensionelt giver en fantastisk følelse af frihed, mens man samtidigt godt kan få en følelse af klaustrofobi i og med at ens overlevelse under overfladen består af en kæmpe sut og en 10 kgs metaltank forbundet med en gummislange. Men det er ubeskriveligt smukt. Man kan blive ved med at blive overrasket over de tusindvis af former for koraller, fisk og dyr.

Da jeg endeligt ankom til Cairns for snart 4 uger siden, var jeg selvfølgelig temmelig træt efter 24 timer undervejs fra Vancouver. Det blev til en hurtig tur ud i byen på jagt efter et australsk telefonnummer og så på hovedet i seng. Allerede dagen derpå var jeg nemlig skrevet op til dykkerkursus. 5 dage - 2 dage på land med prøvedyk og teori, og 3 dage på revet med 9 dyk, deriblandt et natdyk.
Som man kender det fra ferier, finder danskere hurtigt sammen. Det samme gjorde jeg. Tobias fra Haderslev, den eneste anden dansker på holdet, blev min dive buddy for de næste 5 dage. I starten var det vildt bare at komme i poolen og rent faktisk trække vejret under vand. Men sulten efter mere blev hurtigt stor. Dagene gik heldigvis hurtigt og teoriprøven var ikke noget særligt. Pludseligt stod vi der, stadigt søvndrukne, på vej til første dyk i det store led rev. Ubeskriveligt. Med lettere ambivalente følelser af nysgerrighed og angst for alt der bevægede sig, selv de meget stilleliggende søpølser, dykkede vi for første gang længere ned end poolens 4 meter og stillede bekendtskab med et helt nyt univers. 

Efter kurset gik der et par dage før Frederik Skjoldager kom, men så tog tingene ellers fart...