Whistler, over and out!

Og så blev 14 dage lynhurtigt til fire uger og straks efter til toenhalv måned. Wow, jeg forstår ikke hvor tiden blev af. Men jeg havde det godt undervejs. Whistler har givet mig nogle fantastiske måneder, med både sne og ski, og sol og ballade. Ved ikke hvorfor ballade hænger bedre sammen med sol end med ski, det lød bare godt. Den by rocker bare for hårdt!

Jeg mødte lidt modstand i starten af mit ophold i Whistler, men jeg må alligevel krybe til korset og sige at jeg har været umanerligt heldig. Jeg har set flere som ikke har haft bare halvt så meget vind i sejlene som jeg. Der har været fuld knald på! Det har været dejligt! 

Ann Spence har de forløbende måneder haft flere funktioner i mit liv. Hun har været min chef. En af de rigtigt gode. Sådan en som lytter når man har noget fornuftigt at sige om forretningen, en der fortæller en hvilke forventninger hun har og en af dem der ser tværs igennem den tåge af tømmermænd der en sjælden gang i mellem har hængt om hovedet på mig. Hun har været min roommate. Sammen med sønnen Nik og faderen Terry aka. "Toulouse", har hun skabt rammerne om mit bosted. Et sted med nærvær og glæde, og et sted der slår en vældig paradoksal linje mellem det pusse-nusse'ede B&B og den private del af huset, som vil fremstå en smule mere rodet i nogles øjne. Jeg dømmer ingen, jeg konstaterer! ;) Og sidst men ikke mindst har hun fungeret som reserve-mor. Ann er så mor-agtig som nogen kan være. Det er svært at sætte ord på, men som en af to unge ’knejter’ i huset, har jeg oplevet en stor del af det kærlige væsen hun er. En kvinde med hjertet på det rette sted og en som trækker i forklædet med samme entusiasme hver morgen. Hun kom til Whistler for små 30 år siden sammen med sin gode veninde Christine. Sammen tog de en roadtrip i Anns gamle bil hele vejen fra Ontario. De kom dertil uden de store planer for en fremtid der, men som hos mange andre og jeg selv inkluderet, fandt byen og miljøet vej til en plads i deres hjerter. Ann har nu drevet familiens B&B i godt og vel 25 år nu. Hver vintersæson kommer der en ny husholderske til, som bliver sat ind i rutinerne med puderne og toiletpapiret og, som for en tid, bliver en del af familien. En oplevelse der ikke kan købes for penge.

Anns mand Terry kom til Whistler i 1976. Han var en af få, der havde fundet vejen til den, dengang, stadige lille by. Man kan i grove træk sige, at Terry var med til at starte hele skiresortet i og omkring Whistler. Terry, eller Toulouse som han kaldes i byen, er en livsnyder og i mit perspektiv en sand verdensmand! Han er elsket af mange og kendt af endnu flere og han nyder stadig den dag i dag at leve det jordnære liv i Whistler, i dag som privat skiinstruktør for Whistler Blackcomb skiresort. Terry er typen der tager den med ro, selvom han lever et vældigt aktivt liv. Taget hans 71 år i betragtning, holder han sig rasende godt - han ligner en der næsten kunne tage 71 mere.

Ann, Nick og Terry.

Sammen har de to, tre børn – i hvert fald ifølge dem selv. Sønnen Nik på 23, datteren Mariah på 19 (som er det rene kræs for øjet) og til sidst hunden Sam (aka. Sammy aka. Lams) på 13. Sam er en engelsk springer spaniel der, ligesom sin ”far”, holder sig hamrende godt. Sam er halvdøv og temmelig doven med mindre der er mad på programmet. Han er indendørs verdensmester i at tigge ved bordet og selvom Ann stadig prøver at lærer ham manere, ryger der som oftest en luns af under bordet fra enten Nik eller Terry, men helst når Ann ikke ser det. For som Terry selv sagde det, er han en ’sucker’ for hunde. Han har dog lovet at han vil prøve lidt mere ihærdigt med deres næste hund, hvad angår manererne.

Jeg fik desværre kun mødt Mariah kortvarigt, da hun til dagligt studerer på University of British Colombia. Til gengæld havde jeg stor fornøjelse af både Nik og Sam.

Nik er lige fyldt 23 år. Han er beton- og cementarbejder, og er lige begyndt at arbejde igen efter en skade forsaget af et styrt på ski, som kostede ham en brækket skulder og resten af skisæsonen. Nik har hjertet med i det han laver. Som selv sagt: ”Jeg er ikke en jakkesætstype - jeg skal have lidt snavs på hænderne”. Nik er efter sigende, nærmest født med skiene på. Terry og Ann er stadigt imponerede over hvad han kan, med et par ski under fødderne. Han går op i hvad han bidrager til som forbruger, især efter at have set en film på Facebook med nogle dyr der levede under kvalmende forhold og vil gerne være med til at gøre kloden grønnere. Det kan her være svært ikke at trække lidt på smilebåndene. Nik kører nemlig en 8-cylindret 6,0 liter Chevy’motherf**ker’truck med plads til hans 'sled' og hans 'dirt bike' (en dirt bike er ikke en snavset cykel, men en terrængående motorcykel og sled er slang for snescooter). Han hører gerne country musik, spiser helst morgenmad på canadisk manér, ryger gerne urter, elsker sin hund og er ved at være skide træt af at bo hjemme. Han er ihærdigt i gang med at finde et nyt sted at bo, men ligesom i Danmark, skal pengepungen gerne bugne lidt før sådan noget kan lade sig gøre.

Som nævnt i et foregående indlæg mødtes jeg med min gode gamle ven fra efterskole Mathias. Gennem ham blev jeg introduceret til Whistler og hans følgeskab af Lasse, Jonas, Lauge og Mikkel. Og hurtigt efter også til de to herlige Mors-drenge Mikkel og Mikkel.

Disse er noget af det første der springer ud i foråret på disse kanter,
og er en stor del af den føde bjørnene guffer i sig når de vågner fra
deres hi.

Mikkel og Mikkel fra Mors, skulle videre på roadtrip i USA sammen med en anden Mathias, ca. samtidigt med at jeg forlod Whistler, mens ”Alpine-drengene” (et kaldenavn de fem fik efter det område de boede i; Alpine) tog hjem den 1. April. Sammen fik vi stået en masse på ski og drukket en masse bajere. Jeg var endda så heldig at få lov til at huse en middag i B&B’et for hele slænget inden vi drog hver til sit. Gode gutter!

Og 1. April kom, og sikke foråret fik sat sine første spor. Blomsterne sprang ud og med 20° i dalen, begyndte sneen også at trække sig tilbage med hastige skridt. Men det gjorde egentligt ikke så meget. Foråret i Whistler graver virkeligt smilene frem fra vinterhiet.

Jeg kan selvfølgelig kun varmt anbefale at man slår vejen forbi Golden Dreams, hvis man alligevel er på disse kanter. Det er i dag drevet næsten 100 % kemikaliefrit, takket være nogle afsindigt dyre antibakterielle klude. Det lyder fjollet, men de imponerer! Jeg har set smør fjernet fra en rude med intet andet end en klud og vand. Ja, det er vel sådan man imponerer en husholderske. Jeg kan i øvrigt prale af, at jeg er den første mandlige housekeeper Ann nogen sinde har haft.

Golden Dreams B&B

Mit liv i Whistler har været et paradis at se tilbage på. Når først finder sig et job og en bopæl, melder der sig selvfølgelig også en form for hverdag. Det har aldrig været en kedelig en af slagsen, men dagene smelter sammen og tilbage står man med mindet om en fantastisk, ukompliceret og dejligt tid.

Fra Peak2Peak gondolen, der går mellem de to bjerge, Whistler og Blackcomb. Liften har to gondoler med glasbund, hvor dette er taget i den ene, på et af de højeste steder. 

Whistler over and out – next stop Cairns, Australien.