3.325 km

Hjemveen kommer og går, af og til. Der kommer unægtelig et punkt hvor man hellere vil hjem til venner og familie igen, end at se mere. Sådan begyndte jeg i hvert fald at føle det. Men i stedet for at tage hjem, var jeg heldig nok til at min gode ven Frederik Skjoldager kom til Australien. Vi har nu tilbragt godt og vel en måned sammen, hvorfor Frederik nu selvfølgelig også skriver med på bloggen her.

Frederik tog imod Frederik i lufthavnen. Hvorfor er det egentligt skrevet i tredjeperson? – Det gør det lidt mere overskueligt for Frederik og Frederik. Nå, men den ene Frederik tog imod den anden Frederik i lufthavnen i Cairns. Frederik havde været undervejs i ca. 48 timer og var derfor en smule træt. Men kun få timer inde i rejsen fik Frederik ilddåben til Cairns’ mangfoldige dyreliv. På vej til byen skulle vi da lige se på flagermustræerne. Ganske vidst sover flagermus om dagen, men det sætter ikke deres fordøjelsessystem i stå, hvilket Frederik fik at føle på den hårde måde.

I anatomisk forstand gik vi fra den ene ende til den anden - for at holde Frederik i live, blev han selvfølgelig fodret med en ordentlig røvfuld morgenmad og spandevis af kaffe. Dagen mission gik på at holde Frederik vågen det meste af dagen, for at få ham ind i en nogenlunde normal døgnrytme. Han kæmpede hårdt, med en lille lur midt på dagen, grill om aftenen og så på hovedet i seng 18:30.
   

      Søndag (28/4) skulle vi så hente bilen. Frederik havde fået sovet det meste af jetlaggen af og det store eventyr lå lige om hjørnet. Lee fra Jucy Rental overleverede os nøglerne. Med fuld forsikring kunne vi jo aflevere den tilbage som vi ville, lød det fra ham. Det ville han dog ikke citeres for.
        Vores første stop skulle blive Josephine Falls. Et af mange vandfald i den tropiske del af Queensland. Vi havde egentligt ikke lagt nogen køreplan, så det var cirka det der blev vores første indskydelse. Et blev til tre og vi kom omkring både Josephine, Ellinjaa og Millaa Millaa Falls på den første dag i vores nye hjem.

De første par dage blev brugt på at komme ned til vores første ”must-see”-punkt på turen og på at sætte os lidt ind i campinglivet. Det var tydeligt at mærke at vi var nybegyndere. Første aften måtte vi improvisere lidt med aftensmaden. Det stod åbenbart ikke klart for nogen af os, at det ikke var muligt at handle nogen steder en søndag efter kl. 19. Det blev til 4 stykker, næsten gennemsigtigt, sandwichbrød som vi charmede os til i den lukkende campingpladskiosk og en dåse kogt kyllingekød, som vi havde med til nødstilfælde. Det var dø’ lækkert.

Arlie Beach blev så stedet hvor vi for første gang slog os ned for et par dage. Vi ankom en varm eftermiddag og trillede camperen ind på et kombineret ungdomshostel og campingplads. Arlie beach har en fed stemning og er mål for mange backpackere på vej op eller ned af østkysten. Selve Arlie beach er ikke anderledes end andre backpackerbyer, men hvad der gør den speciel er at den gør sig som kyst for Whitsunday Islands. Vi tog en dagstur med en hurtigbåd omkring ø’erne, som både bød på smukke hvide lange sandstrande og snorkling. Og er der råd, bør man unde sig det. Whiteheaven beach er hvidere end det toastbrød vi servere i hjemmeplejen. Noget med et højt indhold af silicium. Ja, vi ved faktisk ikke helt om det var sådan det var, men det mener vi der blev sagt. Det er da egentligt også lige meget, smukt og betagende ligger, uanset stenmaterialer og grundstoffer, først på tungen over adjektiver der bruges om stedet. Uden tvivl en fantastisk oplevelse, dog glemte vi solcreme hvilket resulterede i en nok så solbrændt ryg på Skjoldager.

Efter nogle solrige dage i Arlie Beach drog vi videre. Fraser Island var med på ønskelisten men blev ikke en realitet i denne omgang. Modargumenterne var mange og pengene var små og vi blev derfor på land for at se den australske version af Råbjerg mile, en habil vandreklit i Rainbow Beach.

Det var i samme by vi, lidt tilfældigt og alligevel nøje planlagt, bestilte både surfing og skydiving. Længe før vi tog af sted havde vi aftalt at vi selvfølgeligt skulle ud og springe i faldskærm. Helt præcist hvor vidste vi ikke og det blev op til vejrets gøren og laden, at bestemme det for os. I Rainbow Beach fandt vi et bookingbureau som kunne lave det hele til en god pris. Det skulle foregå lidt længere nede af kysten i Byron Bay og det eneste vi skulle gøre var at ringe et par dage i forvejen.

I mellemtiden havde vi dog lige et par must-see-stop mere. Surfers Paradise var et af dem. Shopping og byture var i højsædet her. Der var ganske vidst en lang fed strand, men den fik vi ikke lige afprøvet. Mest på grund af en djævelsk vind og en masse fede butikker. Det var også her vi stødte på de to svenske og en enkelt norsk pige. Vi mødtes egentligt i byen på en af mange barer i Surfers Paradise. Det viste sig for at de også var dedikerede campister og faktisk boede på samme campingplads som os. Vi aftalte at spise morgenmad sammen dagen efter, men endte med at tilbringe hele dagen med dem. Frida, Emelie og Elise.

Vi havde ventet meget længe på det. Og så endeligt kom det, Byron Bay, 14.000 fod og en umanerlig stor portion tillid til manden på ryggen. Det regnede fra morgenstunden og vi var begge temmelig skeptiske. Heldigvis blev pessimisme vendt til optimisme da solen viste sine første stråler en times tid før springet. Vi var parate! Og dog uden helt at vide hvad vi egentligt havde meldt os til. Maven kildede lidt ved tanken.

Inden vi fik set os om var vi begge i seletøj og på vej op i flyveren. Skjoldagers var ved at skide i bukserne, da han spurgte sin instruktør hvor mange spring han havde taget. ”21 stykker – det er O.K. med dig, ikke?” lød svaret. ”Ja, det er fint” lød svaret fra Skjoldager som lige måtte synke en ekstra gang, før han fangede den.

At sætte sig på kanten af en åben flyvemaskine i 4,2 km’s højde føles ikke vitterligt naturligt. Heldigvis er det ikke op til en selv hvornår man springer, den beslutning ligger i instruktørens hænder. Og det kan nærmest ikke beskrives med ord. Det første man opfanger er flyvemaskinen set nedefra, en piskene vind omkring en og et helt enormt sus i maven. I næste nu, slår instruktøren dig let to gange på armen og nu kan du sprede armene og nyde de næste 60 sekunders frit fald. Det er ubeskriveligt. At falde mod jorden med rasende 200 km/t er en vanvittigt oplevelse. Det skal prøves!

Og til jer der en gang har set noget med et faldskærmsudspring i et Klovn-afsnit, så: Nej, det sker ikke! Det er meget federe end det!






Vi brugte et par dage i Byron Bay på et meget økologisk hostel. Et sted med mange forskellige typer, heldragter i hør, guitarspil, lejrbål, fællessang og fjolletobak. For os stod den dog mere på strand, surfing, skydiving og masser af bacon.

Byron Bay er et fedt sted! Vi brugte tre dage der. Det oser af backpacker og man møder hurtig nye mennesker. Efter dagene i Byron Bay var vi ved at være løbet ud af tid. Bilen skulle afleveres om få dage i Sydney og vi syntes ikke vi ville stresse os selv med at se mere inden da. Så vi trillede stille og roligt der ned af en nat. Ca. en halv time før vi ramte Sydney røg vi ind på en rasteplads og sov resten af natten ud.

Det var utroligt fedt at køre ind i Sydney morgenen efter. Vejret var smukt og vi kan ikke komme uden om at vi begge kneb en lille tårer da vi så operahuset. Endeligt var vi kommet hjem igen – hjem til Utzon. Det var smukt og det var ømt.

        Når man kommer fra Danmark er man usmageligt privilegeret og vi er specielt ingen undtagelse. Vi indrømmer det nu. Vi har det fandeme som to blommer i madeira. Derfor græd vi også snot hver gang vi skulle lægge os til at sove. Et fugtig klistret soveværelse med udsigt lige ud til rygergården og et vindue der kun ville lukke halvdelen af gangene, måtte vi stille os tilfredse med. Vi havde i hvert fald betalt forud. Heldigvis brugte vi det meste af tiden ude, for at se byen og set i bakspejlet var det måske heller ikke skide smart at hænge vasketøj op derinde. Men som mor siger: man lærer af sine fejl.

Igen ramte vi en fed by på landkortet. Vi er faldet lige ned i kernen af dansk arkitektur og selvom ingen af os nogensinde har boet der, følte vi begge en længsel hjem til Limfjorden, da vi så Utzons ikoniske mesterværk. Man føler her en hvis stolthed over at være dansker.

Toronga Zoo ligger som en ø i den kanal der går gennem Sydney. Mange, der kender til begge, vil nok sige at du finder de samme dyr der som hjemme i København. Og det gør man også. Men du finder også et stort udpluk af det Australske dyreliv her. En dyr men god oplevelse!

Fjorten dages roadtrip var nu et overstået kapitel.
Næste stop var Adelaide. Det skulle blive godt at komme lidt ud af byen og få lidt frisk luft, plukke lidt æbler og have bedre faciliteter end hvad bagenden på en Toyota kunne byde på. Vi har ligget meget tæt i en lidt for kort seng, men der kom aldrig en to’er af Brokeback Mountain. Adelaide blev noget for sig selv. Den får i, i næste blogindlæg og vi lover der ikke går endnu en måned!