Æblemænd

Set i bakspejlet skulle vi måske have tænkt os om, eller i hvert fald skudt vores lyserøde idéer om hvordan et æbleplukkerjob var i sænk, inden vi tog dertil. En længsel efter lidt naturliv og en idé om at sove i en ordentlig seng, overdøvede bare realiteten indtil vi faktisk stod i det. Folk der klager over at deres job i Netto er hårdt og røvkedeligt skal klappe kaje. Æbleplukning er ikke for tøsedrenge. Efter vores hoveder er det der man skiller drengene fra mændene. Om vi er blevet mere mænd af den grund, kan være svært at blive overbevist om, men det sætter sig så småt.

Som aftalt havde vi ringet til Joe (og det er i øvrigt en længere fortælling.. Joe er nevø til en anden Joe, som vi oprindeligt havde kontakt med. Joe, altså ham vi oprindeligt havde kontakt med, laver vin som han eksporterer til bl.a. Danmark, og deriblandt Holte Vinlager som Frederik jo har arbejdet i, derfor kontakten. Ja, han er faktisk tandlæge, og hans vinbusiness er bare lidt mere en sidegeschäft. Ham kommer vi tilbage til! Nå, men vin-Joe havde altså ikke noget arbejde til os og henviste os derfor til sin nevø, Joe, æble-Joe, og han kunne så godt bruge os.) en uges tid før vi ankom til Adelaide. Frederik havde snakket med ham nogle måneder før, hvor han fortalte at han nok skulle have noget til os når vi kom til Adelaide, men da vi så ringede lød han straks mere tvivlsom og egentligt som om han havde glemt os. Om ikke andet, ville han se hvad han kunne skrabe sammen til os af arbejde. Afslutningsvist ville vi gerne lige vide hvordan vi skulle komme de 30 km fra lufthavnen og ud til gården. Hvor skulle han vide det fra?, lød det lettere hånligt fra ham. Vi tog derfor sagen i egen hånd og undersøgte de transportmuligheder der var ud til gården. Forståelsen for hans attitude blev mere og mere klar. Der fandtes praktisk talt ingen offentlige transportmuligheder derud. Vi måtte bide i det sure æble og tage en taxa. I de 45 minutter det cirka tog at køre derud sad vi egentligt og blev ret så spændte. Det skulle blive spændende at se hvad Joe havde til os af arbejde og det skulle blive rart at få storbyen lidt på afstand, bare for et par uger.

Det første der ramte næsen da vi steg ud af taxaen, var en liflig dunst af gærede æbler. Nu arbejder vi jo begge i hjemmeplejen, så vi ved heldigvis lidt om hvordan man håndterer lummer luft. Luften kunne ikke slå os ud af kurs. På kontoret fik vi at vide at Joe ikke ville være der før et par timer efter, men en af vores kommende kollegaer fra gården bød os velkommen og viste os vores nye hjem. Man kan sige vi blev testet godt og grundigt. Men mor siger man skal huske sit gode humør. For valget stod mellem at grine eller at græde. Og vi flækkede af grin. Endnu ikke havde vores forestillinger om noget, ligget så langt fra virkeligheden. Vi havde skudt flere kilometer ved siden af. Indtil da havde vi jo boet på hostel eller i bilen så ingen af os havde lige tænkt på at tage en sovepose med eller lignende. Vi havde heller ingen bil og nærmeste supermarked lå 15 km væk. Vi endte med en dyne der lugtede lidt af gnu, et par tæpper og en lige lovlig kort sovepose. Huset vi boede i, mindede mere om et gammel skur og fik containerne som polske håndværkere bor i til at ligne hotelværelser på Hilton. Den australske varme var forsvundet og med en nattemperatur, såvel inde som ude, på lige omkring 10 °C, blev første nats søvn pakket ind i mange lag af trøjer, strømper og t-shirts.

For os, startede dagen kl. 5:45. Det var der vækkeuret ringede og du kunne godt skyde en pil efter et morgenbad. Kaffe, morgenmad, videre. Vi skulle mødes med Joe kl. 6:30 på gårdspladsen, for at køre ud til den mark vi skulle plukke den dag. Da vi mødtes med ham kiggede han lidt på os og spurgte om det var hvad vi havde tænkt os at have på. Ja, det var sådan set hvad vi havde. Han grinte lidt for sig selv og bad os sætte os ind i bilen. Når ja, for fanden da – madpakker!? Heldigvis havde en af vores 7 værelsekammerater været så god at koge nogle ris til os. Derudover havde han et par dåser tun i noget chilisovs som vi kunne få. Det lyder ulækkert og det var det også, men vi guflede det i os da klokken først slog et og vi havde ikke andet end respekt og taknemmelighed for vores franske værelseskammerat, Ludevig, som var kommet os til undsætning. I det hele taget var de alle sammen meget søde ved os. Man kunne godt fornemme hvordan vi var meget grønne i æbleplukkermiljøet, men de hjalp os godt på vej. De fleste var fra Italien, tre var fra Frankrig. Vi var de første danskere der.

Æbleplukning er hvad det er, æbleplukning. Vi fik udleveret en sæk hver, som man trak over skulderne og bar på maven. Den kunne rumme ca. 20 kg æbler og man kunne fylde sådan en på 7-8 minutter. Regn på det, vi har plukket rimeligt mange æbler. Tiderne var kvinskarpe. 7:00 til 10:00, 15 minutters pause, 10:15 til 13:00, 30 minutters pause og 13:30 til 15:45. Det giver lige præcis 8 timer og man når at blive træt af det inden kl. 9. Til gengæld har vi fået øvet vores dansemoves en hel del i den tid vi var der. Op og plukke, ned i kurven, op og plukke, ned i kurven.

Da vi snakkede med Joe den første dag, forberedte han os på at han kun havde arbejde til og med onsdag. I hvert fald i første omgang. Det passede os faktisk meget fint, for vi havde inden vi overhovedet var kommet til Adelaide, snakket om at tage et par dage ned til Kangaroo Island.
Vi var ankommet en onsdag, startet med at arbejde torsdag, så allerede efter to dages æblepukleri var det weekend. De to franske piger gav os et lift til byen hvor vi tilbragte det meste af lørdagen. Adelaide er ikke spændende - en middelmådig storby. Vi brugte eftermiddagen på at gå i biografen og drikke kaffe. Overraskende nok spillede den danske film, Jagten, i biografen. De får ikke alt med når de skriver engelske undertekster til en dansk film, så af og til var vi de eneste der grinte i salen. Derudover er vi begge stadig målløse over den film. Must-see-film!

Vi regnede lidt på det, og følte lidt efter og vi gad egentligt ikke være i Australien længere end højst nødvendigt. Der var på daværende tidspunkt bedre vejr i Danmark end der var i Adelaide og Sydney, og Joe havde ikke arbejde til os længere end onsdag. Valget stod på at blive en uge i Adelaide som vi i forvejen ikke var særligt begejstrede for eller tage til Kangaroo Island og bruge et par dage der. Igen, vejret var ikke noget at skrive hjem om, men vi gravede lidt i mulighederne og fandt en tredje. At tage tidligere til Vietnam. Med lidt penge på lommen fra æbleplukkeriet kunne det faktisk godt svare sig at tage til Vietnam før tid frem for at bruge en uge i Adelaide eller Kangaroo Island. Vi greb knoglen og fik hurtigt fat på vores rejseselskab. Tirsdag aften fik vi en aftale på plads: torsdag skulle vi flyve ud af Adelaide til Sydney, hvorfra vi skulle flyve videre til Vietnam om lørdagen.
De sidste par dage strøg lidt hurtigere afsted. Vi fandt opmuntring i musik og podcasts fra P3’s Monte Carlo. Grundet at høsten snart var forbi, holdte æble-Joe grillfrokost om mandagen, så der arbejdede vi kun til kl. 13. Onsdag så ud til at blive vanvittigt regnfuld, så derfor blev vi rykket indendørs for at samle kasser og sortere æbler. Indenfor gik der ikke mange minutter før man savnede at plukke dem i stedet. Ingen musik, ingen snak.

Vin-Joe ville rigtigt gerne møde os inden vi tog videre igen. Han var oprigtigt talt ked af at han ikke havde noget job til os, så han ville gerne invitere os til middag onsdag aften. Og vi skulle endeligt tage de andre med. Så kunne vi få os en snak og et godt glas vin som han sagde. Det blev onsdag aften og vin-Joe boede lige om hjørnet. Og det var over alle forventninger. Vi kom ind af en stor port til en lang indkørsel. For enden lå Joe og Heather Ceravolos kæmpe italiensk inspireret villa. Joe kom ud og tog imod os med bogstavelig talt åbne arme og knus til alle. Vi var målløse. Inden for døren blev vi først budt på en glas mousserende rødvin og Joe fortalte ivrigt om processen fra drue til flaske. Bordet var dækket med to krydsende baguettes, italiensk olivenolie og dansk lurpak-smør. Så kunne vi alle føle os lidt hjemme. Heather havde disket op med hjemmelavet ravioli, grillet fisk, ratatouille, salat og til dessert hjemmelavet cheesecake, honningis og en citroncremekage. Det var overvældende. Vi fik smagt på 4-5 forskellige vine og vi fik alle sammen også lige stukket en flaske i hånden inden vi gik. Desuden tilbød Heather at køre os til lufthavnen dagen efter, hvilket vi selvfølgelig tog imod med kyshånd.


Vi kom godt og ubesværet til Sydney. Et lille problem havde slået os undervejs. Vores visa til Vietnam var først gyldigt fra den 1. juni og vi ville ankomme en uge før. Godt nok kan danskere få et turistvisum i 15 dage, men vi var ikke helt sikre i vores situation.

Nu sidder vi så i Vietnam. Vi kom ubesværet ind i landet. Vi har fået ordnet vores fødder og negle og går nu i cirkler i spænding på at Christian og Jannik kommer. Vi har haft en fantastisk tid i Australien og tiden er fløjet af sted. Cairns til Sydney var med masser af vind i håret og rockstarbriller på. Adelaide fik os ned og bide i græsset. Vi har fundet ud af hvad vi er lavet af. Vi ser tilbage på vores tid på æbleplantagen med et kæmpe smil på læben. Det var overhovedet ikke hvad vi havde regnet med, men vi har oplevet noget og det blev i sidste ende det hele værd. Vi huskede nemlig det gode humør. Champagnebørnene lever endnu og vi har det endda rigtig rigtig godt.